Bonar Law, Andrew Bonar Law, 16.9.1858-30.10.1923, britisk politiker. Law var født i Canada, men kom som ung til Glasgow, hvor han gjorde karriere i jernindustrien. Han blev medlem af Underhuset for Conservative Party i 1900 og partiets leder i 1911. Under 1. Verdenskrig var han finansminister 1916-19 og fortsatte i koalitionsregeringen med Liberal Party som Lord Privy Seal (minister uden portefølje) 1919-21. I 1922 anbefalede han et brud med De Liberale og blev premierminister i en rent konservativ regering, indtil sygdom i 1923 tvang ham til at trække sig tilbage. Law var en arbejdsom politiker med et indesluttet væsen. Hans karriere illustrerer, at Conservative Party i perioden blev industriens snarere end godsejerstandens talerør.