Faktaboks

James Connolly

Séamas Ó Conghaile

Født
5. juni 1868, Edinburgh, Storbritannien
Død
12. maj 1916, Dublin, Irland
Portræt af James Connolly

James Connolly var en irsk revolutionær socialist og nationalist og en af lederne af Påskeopstanden i 1916. Han blev født i Edinburgh af irske forældre.

Faglig organisator

I 1896 blev han inviteret til at flytte til Irland for at medvirke til grundlæggelsen af The Irish Socialist Republican Party. Fra 1903 til 1910 opholdt han sig i USA, hvor han deltog i dannelsen af den internationalistiske fagforening Industrial Workers of the World. Han vendte tilbage til Irland i 1910.

Marxistisk teoretiker

På det tidspunkt var James Connolly kendt som en af den internationale socialismes teoretikere. Han var forfatter til skrifter, hvor han fortolkede Irlands historie i lyset af Karl Marx. Men hvor Marx havde anset nationalismen for at være en ideologi, som borgerskabet havde opfundet for at dele arbejderklassen, betragtede Connolly den som en nyttig løftestang for en socialistisk revolution. Skabelsen af en arbejderrepublik krævede nemlig, at der i forvejen fandtes en nationalstat. Derfor skulle nationalister og socialister gå sammen i en kamp mod kapitalisme og imperialisme.

Militsleder

Connolly stod i november 1913 vag dannelsen af den private arbejdermilits Borgerhæren (Citizen Army), som havde til formal at forsvare strejkende arbejdere mod politiets undertrykkelse af deres demonstrationer. I januar 1916 indgik han og Borgerhæren et samarbejde med Det Irske Republikanske Broderskab (IRB). Det indebar, at militsen stillede sine ca. 200 mand til rådighed for et oprør mod det britiske styre i Irland.

National martyr

Om morgen på anden påskedag den 24. april indtog militsen sammen med den radikale, republikanske fløj af De Irske Frivillige hovedpostkontoret i Dublin. Connolly var medforfatter til den proklamation, som Patrick Pearse læste op på gaden udenfor, og som udråbte en irsk republik. Dagen før var han blevet udnævnt til vicepræsident for republikken.

Efter at opstanden var blevet knust på en lille uge, blev han efterfølgende dømt til døden af en britisk krigsret. Allerede den 12. maj blev han, hårdt såret og siddende på en stol, henrettet ved skud i Kilmainham Fængsel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig