Påskeopstanden var et oprør i Dublin, Irland, 2. påskedag 1916. Oprøret regnes for begyndelsen på Den Irske Revolution.
Easter Rising, Påskeoprøret
Det byggede på en beslutning, der var taget i 1915 af det miltære råd i Det Irske Republikanske Broderskab (Irish Republican Brotherhood), og blev støttet fra radikale medlemmer af De Irske Frivillige og af James Connollys revolutionære Irske Borgerhær.
Oprørernes plan havde været at indlede en landsdækkende opstand mod det britiske styre. Intern uenighed inden for IRB stillede sig dog i vejen for planen. Derfor besluttede en yderligtgående og militant fløj af De Irske Frivillige med skolemanden og digteren Patrick Pearse i spidsen sammen med socialisten og fagforeningsorganisatoren James Connolly at gennemføre en handling af mere symbolsk karakter i håbet om at genoplive Irlands dengang svækkede militant-nationalistiske tradition.
Opstanden blev indledt på 2. påskedag den 24. april, en symbolsk dato for den katolske mystiker Patrick Pearse, som forbandt Kristi opstandelse med det irske folks vækkelse til kamp for sin frihed (jf. betegnelsen på engelsk, "Easter Rising"). Oprørerne besatte hovedpostkontoret i Sackville Street (senere O’Connell Street) og en række andre offentlige bygninger.
Foran postkontoret oplæste Pearse en proklamationen af en irsk republik skrevet af ham selv og Connolly. Få timer efter begyndte de første kampe, da britiske styrker rykkede ind i Dublins centrum og indledte en beskydning med tung artilleri.
Efter seks dages heftige kampe, der ødelagde store dele af bymidten, overgav de ca. 1300 aktivister fra De Irske Frivillige og de lidt over 213 medlemmer af Borgerhæren sig. Beslutningen skyldtes både den udeblevne folkelige opbakning og mangel på våben. Det samlede tabstal var 132 britiske soldater, 64 oprørere og 250 civile borgere.
Efter nedkæmpelsen af oprøret arresterede den britiske ordensmagt formodede medlemmer af IRB og tilhængere af det lille parti Sinn Féin, skønt de færreste af deltagerne i oprøret var medlemmer af det. Lidt under halvdelen af de ca. 3.500 arrestanter blev hurtigt løsladt igen, men 160 blev stillet for en rigsret, og 1.841 blev interneret.
Den britiske regering gav grønt lys for, at oprørets 16 ledere blev dømt til døden og henrettet. I alt 15 af dem blev skudt i gården i Kilmainham-fængslet mellem den 3. og 5. maj. Den eneste, der gik fri, var sprogentusiasten og matematiklæreren Eamon de Valera, sandsynligvis fordi han var amerikansk statsborger. Han blev siden leder af den irske modstand mod det britiske styre frem til 1921 og både premierminister (Taoiseach) og præsident.
Trods den militære fiasko fik oprøret afgørende betydning for Irlands selvstændighed, idet den britiske regerings henrettelse af oprørets ledere gjorde dem til nationale martyrer og skabte stor harme i den irske befolkning og dermed grobund for IRA's guerillakrig i årene 1919-1921.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.