Turandot

Handlingen udspiller sig i en eventyrlig version af Kinas hovedstad Beijing. Prinser fra hele verden forsøger at løse tre gåder for at vinde prinsesse Turandots hånd, men alle fejler og bliver henrettet som straf. Det lykkes den mandlige hovedperson Calàf at løse gåderne, men da Turandot stadig ikke ønsker at gifte sig med ham, giver han hende en chance for at undslippe. Hvis hun kan gætte hans navn inden solopgang, vil han lade sig henrette.

Turandot iværksætter en voldelig eftersøgning for at finde nogen, som kender navnet. Samtidig synger Calàf operaens store hit Nessun Dorma, der handler om, at ingen i byen får lov at sove, men at han vil vinde over prinsessen. Calàfs far og den slavegjorte kvinde Liù bliver taget til fange. Liù bliver tortureret, men fordi hun er forelsket i Calàf, beskytter hun hans hemmelighed. Hun lykkes med at begå selvmord frem for at afsløre navnet. Til sidst står Calàf og Turandot alene tilbage. De kysser, og Calàf afslører sit navn, men Turandot vælger at lade ham leve og at gifte sig med ham.

Puccini døde i 1924 af strubekræft, inden han havde nået at afslutte arbejdet på sin sidste opera Turandot. Han var ved sin død en af den internationale operaverdens største stjerner, og hans sidste færdiggjorte opera Il trittico, der bestod af tre enaktere, var i 1918 blevet uropført på selveste Metropolitan Opera i New York. Det var derfor naturligt, at hans ufuldendte opera skulle finde vej til scenen alligevel.

I løbet af sin karriere havde Puccini til stadighed både begejstret og forarget publikum, blandt andet med verisme-operaerne La Bohème og Tosca. De byggede videre på arven fra de værker af Giuseppe Verdi, 1800-tallets store italienske operakomponist, der havde socialrealistiske anstrøg såsom La Traviata. Men i arbejdet med Carlo Gozzis teaterstykke Turandot fra 1762, som journalist og librettist Renato Simoni foreslog som forlæg for en opera, dykkede Puccini ned i vestlige forestillinger om østens mystik og eventyr.

Puccinis arbejde med at afslutte operaen var ikke blot udfordret af, at han var dødeligt syg, men det var også svært at finde en løsning på, hvordan publikum skulle kunne godtage, at den grumme prinsesse så pludseligt ændrer karakter og forelsker sig i Calàf. Han færdiggjorde kun de to første akter. Af tredje akt havde han nået at komponere lidt længere end til det punkt, hvor Liù drives til at begå selvmord.

Franco Alfano fik til opgave at færdiggøre operaen, men Arturo Toscanini, som dirigerede uropførelsen, var efter sigende ikke tilfreds med Alfanos version. Han skal have stoppet orkestret midt i tredje akt og proklameret over for publikum, at her døde komponisten.

Alfanos version er siden blevet den mest udbredte, men det sker stadig, at man vælger at stoppe, hvor Puccini faldt fra. Hvis operaen afsluttes på den måde, der hvor Liù dør, bliver den til en tragisk fortælling om den eneste virkelig sympatiske karakters ubegribelige offervillighed. Ellers er det en ret barsk historie om de to usympatiske hovedpersoners egoistiske magtbegær og kærlighed.

Andre har siden prøvet kræfter med at færdigkomponere værket, senest den italienske komponist og dirigent Luciano Berio, der ellers hovedsageligt er kendt for sin aktivitet i anden halvdel af 1900-tallet inden for eksperimentel og elektronisk musik. Hans version er ligesom Alfanos baseret på Puccinis efterladte noter og er blevet rost, fordi den er mere ambivalent i sin behandling af Turandots abrupte transformation fra en blodtørstig despot til en forelsket kvinde.

Forlægget for operaen Turandot, Gozzis teaterstykke fra 1762, er udtryk for en forkærlighed for abstrakte forestillinger om orienten, som har været fremherskende i vestlig kunst i mange århundreder. Teaterstykket er løst baseret på asiatiske folkeeventyr, vel at mærke som de blev oversat og genfortalt i vestlige kilder i oplysningstidens Europa. De var hentet fra François Pétis de la Croix’ (1653-1713) samling af hovedsageligt persiske folkeeventyr Les Mille et un jours (Tusind og en dag) udgivet i fem bind i årene 1710-1712. Nogenlunde samtidig blev det væsentligt mere kendte lignende værk Tusind og en nat for første gang udgivet i vesten.

De orientalistiske og mere generelt eksotiske tendenser, der var fremherskende i kunsten i 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, fik nyt liv omkring år 1900 blandt andet i kraft af de store verdensudstillinger. Det ses fx inden for billedkunsten i grafiske arbejder af Henri de Toulouse-Lautrec eller i Claude Debussys klaverværker, hvor han hentede inspiration fra gamelan-musikken, som var blevet præsenteret på udstillingerne.

I tråd med Edward W. Saids teori om orientalisme fra 1978 kan sådanne kunstneriske udforskninger af et abstrakt defineret “orienten” eller ”fjernøsten” forstås som stereotype repræsentationer, der ikke er realistiske, men udelukkende afspejler vestlige forestillinger om det fremmede. Et vigtigt aspekt af denne teori er, at den orientalistiske kunst bruges til at projicere det undertrykte begær, som det ikke ville være socialt acceptabelt at udleve i den hjemlige vestlige kontekst.

I operaen Turandot præsenteres et stereotypt grusomt Kina i en fjern eventyrtid, og værket var da også forbudt i Kina langt op i 1900-tallet. Censuren skyldtes blandt andet, at hvor det komiske indslag i Gozzis oprindelige teaterstykke blev leveret af traditionelle commedia-dell’arte-figurer på besøg ved det kinesiske hof, valgte Puccini og hans librettister at opdigte tre kinesiske embedsmænd ved navn Ping, Pang og Pong. Alene navnene kan opfattes som racistiske.

Det var ikke første gang, at Puccini hentede tematisk og musikalsk inspiration fra kontekster, der kunne have en eksotisk tiltrækningskraft på samtidens vestlige publikum. I La fanciulla del West fra 1910 portrætterede han et guldgraver-samfund i 1800-tallets USA, og i Madame Butterfly fra 1904, hvor en japansk geisha bedrages af en tilrejsende amerikansk mand, beskæftigede han sig ligesom i Turandot med asiatisk musik og kultur.

Men Puccini var langt fra ene om at bruge det eksotiske som operavirkemiddel. Det måske kendteste eksempel på orientalisme i operarepertoiret er W.A. Mozarts Bortførelsen fra Seraillet fra 1782. Tendensen er også tydelig i italienske værker såsom Gioachino Rossinis Semiramide fra 1823 og Verdis Aida fra 1870, og i Frankrig, blandt andet med Georges Bizets Perlefiskerne fra 1863 og Carmen fra 1875 samt Léo Delibes' Lakmé fra 1883, og i tyske Richard Strauss' Salome fra 1905.

I operaens verden giver eksotismen sig ofte til udtryk i stereotype fremstillinger af kvinder, som harmonerer med den vestlige mands fantasi. Enten er de medgørlige og smukke, som Liù i Turandot og hovedrollen Cio-Cio San i Madame Butterfly, eller også er de grusomme som prinsesse Turandot. Begge stereotypers opførsel – den erotiseret hjælpeløse såvel som den aseksuelt undertrykkende – falder uden for normerne, oftest med døden som konsekvens.

Musikalsk set anvender Puccini også orientalistiske elementer såsom pentatone skalaer og slagtøjseffekter. Den på mange måder enestående instrumentering, der kompletteres effektfuldt af et enormt kor samt børnekor, bruges til at male et eksotisk lydlandskab. Harpen dæmpes med papir mellem strengene, slagtøjssektionen er ekstraordinært stor med gonger o.l., og Puccini benytter sig af det for hans tid relativt nye instrument, saxofonen, som ellers kun sjældent findes i klassiske orkestre.

Rent melodisk var Puccini opsat på at arbejde med det kinesiske sprogs intonation, ligesom han inkorporerede hele eller dele af egentlige kinesiske melodier i sit partitur. Flere af dem kom fra en spilledåse, som Puccini hørte hos Baron Edoardo Fassini-Camossi (1871-1941), som havde været udstationeret som diplomat i Kina. Desuden hentede han melodier fra Jules A. van Aalst (1858-1914), der havde dokumenteret kinesiske danse og melodier, mens han arbejdede i Kina. Således knyttede Puccini den kinesiske melodi Mo Li Hua (Jasminblomst) til prinsesse Turandot i nogenlunde uændret form, mens andre melodier blev sammenblandet, udviklet og/eller nyopfundet med afsæt i hans generelle forståelse af et asiatisk tonesprog.

I en nutidig kontekst er Turandot på mange måder et lige dele fascinerende og problematisk værk. Ligesom det er tilfældet med andre operaer fra standardrepertoiret, vælger mange instruktører at opsætte den på en måde, så der eksplicit sættes spørgsmålstegn ved de ovennævnte stereotyper. Også Berios nykomponerede afslutning af tredjeakten kan ses som et udtryk for en sådan kritisk stillingtagen.

For mange er Puccinis uafsluttede sidste opera mest kendt på grund af Calàfs arie Nessun Dorma. Det skyldes ikke mindst at den walisiske tenor Paul Potts (født 1970) gjorde sig internationalt bemærket, da han i 2007 sang lige præcis denne arie i den britiske tv-talentkonkurrence Britain's Got Talent i 2007.

• orientalisme
• Italien – musik
• opera