verisme

Verisme, æstetisk bevægelse i Italien i anden halvdel af 1800-tallet, kendetegnet især ved en nøjagtig gengivelse af virkeligheden. Bevægelsen gjorde sig gældende inden for forskellige kunstretninger.

I litteraturen, ca. 1870-1900, var verismen mindre videnskabeligt baseret end i den franske model, naturalismen, og stærkt knyttet til de enkelte regioner. De største forfatternavne er Giovanni Verga, Luigi Capuana og Federico de Roberto.

Den litterære verisme dannede senere udgangspunkt for neorealismen i italiensk film.

I billedkunsten, ca. 1850-1900, især i Napoli og Toscana, var verismen påvirket af naturalismen og realismen i fransk billedkunst. Fra landskabs- og portrætmaleriet trængte den ind i historiemaleriet hos Macchiaioligruppen, men findes også i skulpturer af Vincenzo Gémito (1852-1929).

I musikken betegner verismen en operagenre, der opstod med Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana (1890, med tekst efter Giovanni Vergas novelle og skuespil) og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci (Bajadser, 1892) som de centrale værker.

Bortset fra det virkelighedsfjerne forhold, at dialogen synges, kendetegnes genren ved stærk realisme; handlingen foregår i et jævnt, folkeligt miljø og udspilles som regel i en opera af ca. en times varighed og i en eller to akter forbundet af et kort orkesterintermezzo.

Betegnelsen anvendes af og til om operaer fra samme periode, som kun delvis opviser træk af den egentlige verisme, fx Giacomo Puccinis Tosca (1900).