Pietro Mascagni

Faktaboks

Pietro Mascagni
født:
1863
død:
1945

Pietro Mascagni, fotografi.

.

Pietro Mascagni, 1863-1945, italiensk komponist. Pietro Mascagni fuldførte ikke sin konservatorieuddannelse og levede ret forhutlet som musiker, mens han komponerede sporadisk.

Med Cavalleria rusticana vandt han en konkurrence om den bedste enaktsopera, og dens overvældende succes ved premieren i 1890 gjorde ham med ét berømt, også uden for Italien. Med sin realistiske, højstemte skildring af lidenskaber blandt bønder på Sicilien indvarslede den verismen i italiensk opera.

Hans følgende operaer viste større modenhed og teknisk mesterskab (fx L'amico Fritz, 1891, og Iris, 1898), men ingen af dem fik nær samme succes.

Ligesom Ruggiero Leoncavallo i dag kun huskes for Bajadser, knyttes Pietro Mascagnis navn til Cavalleria rusticana, og begge operaer markerede begyndelsen til en karriere, ingen af de to komponister levede op til.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig