Faktaboks

Ruggiero Leoncavallo

Ruggero Leoncavallo

Født
23. april 1857, Napoli, Italien
Død
9. august 1919, Montecantini, Italien
Ruggiero Leoncavallo

Komponisten Ruggiero Leoncavallo, på billedet ses også hans signatur og et par håndskrevne takter fra hans opera "La Bohème".

Ruggiero Leoncavallo
Af /Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Ruggiero Leoncavallo var en italiensk komponist, som især er kendt for operaen Pagliacci (Bajadser).

Efter konservatorieuddannelse i fødebyen Napoli studerede Ruggiero Leoncavallo litteratur i Bologna og planlagde en Wagner-inspireret operatrilogi, Crepusculum, hvoraf kun den første, I Medici, blev komponeret.

Leoncavallo førte et omflakkende liv som cafépianist i Egypten og Frankrig, inden han vendte tilbage til Italien. Her fik Pietro Mascagnis succes med Cavalleria rusticana ham til at interessere sig for den italienske verisme, hvor han i 1892 fik sit store gennembrud med Pagliacci (Bajadser), et barsk trekantsdrama i et gøglermiljø med programerklæring for verismen i operaens prolog.

Ruggiero Leoncavallo havde sans for dramatisk effektfulde operatekster og var værdsat som librettist, bl.a. til sin egne operaer. Hans La Bohème (1897) førte til kontroverser med Giacomo Puccini, hvis lyrisk-sentimentale opera med samme titel overlevede hans egen mere dramatisk-humoristiske.

De forgæves forsøg på at leve op til Pagliacci i de følgende værker, bl.a. Zaza (1900), Roland von Berlin (1904), Maia (1910) og nogle overfladiske operetter, betegnede en tragisk kunstnerisk nedtur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig