mors dag

Mors dag. Siden 1969 har Bing & Grøndahl ladet fremstille en mors dags platte, her Pingvinunge af Pia Langelund fra 1998.

.

Mors dag.

.

Artikelstart

Mors dag er i Danmark den anden søndag i maj, hvor det siden 1929 har været en udbredt skik at glæde sin mor, især med en blomst.

Skikken kommer fra USA, hvor præsident Woodrow Wilson i 1914 gjorde Mother's Day til en national helligdag den anden søndag i maj. Skikken havde oprindelig et socialt formål, idet overskuddet fra salget af blomsterne skulle gå til fattige og enlige mødre, men den blev hurtigt kommercialiseret.

I Norge og Sverige, hvor skikken indførtes i 1918, er mors dag henlagt til hhv. den anden søndag i februar og den sidste søndag i maj, mens briterne siden 1600-tallet har glædet deres mødre på Mothering Sunday, også kaldet Mid-Lent-Sunday (midfastesøndag), den fjerde søndag i fasten.

I Tyskland under Det Tredje Rige, hvor både moderskabet og videreførelsen af den ariske race var faste elementer i propagandaen, blev Muttertag, den tredje søndag i maj, fra 1934 ophøjet til national festdag under stor bevågenhed fra nazipartiet, der ønskede at bringe fødselstallet, især af drenge, i vejret gennem opmuntring og præmiering. Fra 1938 fik udvalgte mødre, der havde født otte børn eller derover, på denne dag overrakt det såkaldte Mutterkreuz (moderkors) i guld. Efter 1945 blev det forbudt af bære moderkorset, der bl.a. var udsmykket med et hagekors.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig