Tusind og én nat

Rammefortællingen handler om kong Shahriyar. Han har dræbt sin dronning, der har bedraget ham, og som hævn over kvindekønnet gifter han sig med den ene unge pige efter den anden og dræber dem efter bryllupsnatten. Men den kloge og modige vesirdatter Sheherezade gifter sig med ham og redder livet ved at fortælle ham eventyr, nat efter nat. Dette motiv stammer fra Indien.

Oprindelsen skal søges i Baghdad, hvor der i 800-tallet eksisterede en arabisk eventyrsamling, Alf layla (Tusind nætter), delvis en oversættelse af et persisk værk, Hezar afsane (Tusind historier). I 1100-tallets Cairo er titlen Tusind og én nat bevidnet. Tallet står for en udefineret stor mængde.

De ældste dele af samlingen, især eventyr med feer og jinner, har persisk baggrund, mens de yngre er kommet til i Baghdad (fx historierne om Harun al-Rashid og Sindbad Søfareren), Damaskus og Cairo (fx historier om skælme og gavtyve).

Gennem hele middelalderen var Tusind og én nat i stadig udvikling, med en kerne af omkring 300 nætter som grundstamme. Historierne blev fremført mundtligt af professionelle fortællere (rawi'er) ved fester, i caféer og på torve. Hver fortæller havde sit repertoire, og kun lejlighedsvis blev en samling nedskrevet.

Et manuskript i Paris fra 1300-tallet er fyldt med dialektord og afspejler således den levende fortælling, mens nyere nedskrifter er tillempet det klassiske sprog og pyntet med indstrøede digte og passager med rimprosa. Arabiske lærde har dog i reglen set ned på de muntre og til dels frivole historier, især pga. deres jævne sprog.

Den første oversættelse af Tusind og én nat til et europæisk sprog, af Antoine Galland (1646-1715) til fransk i 1704, blev begyndelsen på værkets udbredelse i hele verden. Galland benyttede det nævnte Parismanuskript, som indeholdt 282 nætter, og han supplerede med en lang række fortællinger fra spredte kilder, også mundtlige, således at samlingen fik nogenlunde det omfang, vi kender i dag. Bl.a. tilføjede han "Ali Baba og de fyrretyve røvere" og "Aladdin".

I løbet af 1700-tallet og 1800-tallet fremkom adskillige arabiske nedskrifter under indtryk af den europæiske succes; den egyptiske, som udkom i 1835, og en indisk fra 1839-1842, blev normaludgaver. Den bedste oversættelse er Enno Littmanns tyske fra 1921-1928.

På dansk foreligger en oversættelse fra arabisk af Johannes Østrup i seks bind (1928), dog med udeladelse af de mere frivole historier. Senere danske udgaver (C.E. Falbe-Hansen (1875-1956) og Mogens Boisen) er oversat fra J.C. Mardrus' (1868–1949) franske udgave (1899-1904), som forholder sig ret frit til den arabiske tekst, ikke mindst i de erotiske passager. I 2013 udkom en nyoversættelse i seks bind. Bind et til fem er oversat fra arabisk ved Ellen Wullff (f. 1950); bind seks er oversat fra fransk ved Kim Witthoff.

Tusind og én nat har i høj grad medvirket til at befæste vestlige fordomme om Orienten som en verden af mystik, ødselhed og erotiske eskapader, men dens fortællekunst har også inspireret litteraturen, som det ses i bl.a. Adam Oehlenschlägers Aladdin.

• Aladdin
• arabisk litteratur