Efter Ibn al-Muqaffas vellykkede pionerarbejde i arabisk prosa fulgte snart en række forfattere, som dyrkede den nye adabgenre. Adab er egentlig den belevne, dannede opførsel, som forventedes af de ansatte i kalifatets vidtforgrenede administration, dernæst den almene viden, som hører sig til, og endelig den litteratur, som — på én gang belærende og underholdende — gav denne dannelse.
Det sammenfattes i et af de ældste adabværker Risala ila al-kuttab (Epistel til sekretærerne) af Abd al-Hamid ibn Yahya (død ca. 750): "I skal kappes med hverandre i alskens dannelse (adab) og hengive jer til studiet af religionen; begynd med kendskabet til Guds bog og hans bud, så det arabiske sprog, thi det er jeres tunges høvl; behersk kalligrafien, thi den er jeres skrifters pryd; kend digtekunsten ... og arabernes og persernes kampdage ...; forsøm heller ikke regnskabskunsten. Vogt jer for hovmod, indbildskhed og stolthed". Nogle adabbøger bestod mest af almene leveregler, mens andre var samlet om særlige temaer, fx Adab al-akl (Den rette opførsel ved måltidet), som udgør et kapitel i al-Ghazalis (1058-1111) teologiske hovedværk Ihya ulum al-din (Genoplivelse af religionsvidenskaberne) eller Adab al-nikah (Den rette opførsel i ægteskabet) af Zayn al-Din Arab fra 1500-tallet. Der fandtes håndbøger for dommere, for fyrster, sufier osv.
Al-Nuwayri (død 1332) samlede sin tids almene viden i Nihayat al-arab fi funun al-adab (Det yderste mål i de forskellige slags adab) i 30 store bind, inddelt i fem hovedafsnit: Himmel og jord (herunder engle, stjerner, naturfænomener, tidsregning og geografi), mennesket (herunder litteratur, musik, fromhed, regning, forvaltning, hærvæsen), dyr, planter og historiefra Adam til forfatterens egen tid. Alle disse adabværker er belærende mere end underholdende. Forfatterens personlighed træder tilbage, fremstillingen er nøgtern og saglig, dog ofte krydret med citater af poesi og anekdoter.
Men genrens virkelige spændvidde viser sig i skønånden Amr ibn Bahr al-Jahiz' (ca. 776-868) rige forfatterskab, hvoraf henved 30 værker er bevaret. Han var kendt for sin skarpe intelligens, sin excentriske levevis og for sin legendariske grimhed (al-Jahiz betyder 'med udstående øjne'). Al-Jahiz var født i Basra, hvor han i selskab med unge døgenigte drev omkring og uden nogen egentlig skoling sugede lærdom til sig: arabisk sprog, poesi, naturvidenskab og teologi blandt meget andet. Byens blandede befolkning gav ham rig lejlighed til at iagttage alle facetter af den menneskelige natur.
I moden alder kom han til Baghdad under kaliffen al-Mamuns protektion og levede her af sit forfatterskab. Al-Jahiz' hovedværk er Kitab al-hayawan (Bogen om dyrene) i syv bind. Mere end en zoologi er det en åndfuld samling af iagttagelser om dyrene, deres karakteregenskaber og deres forhold til mennesker; digte og anekdoter tjener til illustration. I talrige digressioner kommer han ind på metafysik, sociologi, arternes oprindelse, klimaets indflydelse osv. Kitab al-bukhala (Bogen om de nærige) er en lovprisning af arabernes velkendte gavmildhed sat i relief af sarkastiske anekdoter om nærige personer, som han selv har kendt eller læst om. Bogen giver et uforligneligt tidsbillede. Arabisk retorik behandler han i Kitab al-bayan wa al-tabyin (Bogen om klarhed og oplysning). En lang række essays, rasail, omhandler emner som fx tyrkernes gode egenskaber, lovprisning af de sorte frem for de hvide, om alvor og spøg, om forskellen på fjendskab og misundelse, om kammerherrer, om sangerinder, om kærlighed og kvinder.
Andre forfattere arbejdede mere systematisk og indsamlede viden om et afgrænset emne. Af central betydning for udformningen af islam som lære og lov var overleveringerne (se hadith) om profeten Muhammed. Det fortælles, at den lærde al-Bukhari (død 870) samlede 600.000 enkeltoverleveringer, som han omhyggeligt efterprøvede for at finde de ægte. Kun omkring 7000 bestod prøven, og dem ordnede han efter emner og udgav under navnet al-Sahih (Den ægte). Sammen med Koranen er den og nogle få tilsvarende bøger grundlag for den islamiske lov.
I slutningen af 800-tallet skrev al-Baladhuri den første krønike om islams udbredelse: Futuh al-buldan (Landenes erobring). Al-Tabari (død 923) var den typiske islamiske lærde, som rejste fra by til by for at høre og lære nyt. Hans to hovedværker, en korankommentar og en verdenshistorie, begge i mange bind, står som monumenter af omhyggelig og pålidelig lærdom, vore bedste kilder til den ældste islam.
Pilgrimsrejser, handels- og lærdomsrejser og centraladministrationens krav til oplysninger om provinser og rejseruter fremkaldte en geografisk litteratur og interessante rejseberetninger. Al-Biruni (død 1048) rejste i Indien i 13 år og beskrev fordomsfrit landets folkeslag, litteratur, religioner og historie. Han satte sig ind i sanskritsproget og oversatte flere indiske værker til arabisk.
Fra korstogstiden har vi Ibn Jubayrs livfulde skildring af sin lange pilgrimsrejse fra Spanien med skib til Alexandria, videre langs Nilen og over til Mekka, hvor han opholder sig flere måneder. Hjemrejsen går over Irak og Syrien gennem korsfarernes territorium. Et hundrede år senere fortalte Ibn Battuta om en rejse, der på syv år førte ham helt til Centralasien og dybt ind i Afrika.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.