Faktaboks

Imru al-Qays

امرئ القيس (Imru’ al-Qais)

Født
al-Qassim-regionen, Saudi-Arabien
Død
Ankara, Tyrkiet
Levetid - kommentar
ca. 500 - ca. 544
Imru al-Qays

Illustration fra en monografi om Imru al-Qays udgivet i Egypten i 1968.

Den præ-islamiske digter Imru al-Qays blev født i al-Qassim-regionen i den nordlige del af Den Arabiske Halvø i begyndelsen af 500-tallet. Han var søn af en af de sidste Kinda-konger. Hans mu‛allaqa er et af de mest beundrede og indflydelsesrige digte i arabisk litteratur (på dansk Gør holdt, oversat af Ellen Wulff, 2013).

Imru al-Qays liv og skæbne

Imru al-Qays er kendt som digter og libertiner, udstødt prins og konge uden rige. Fortællingerne om hans liv og skæbne har form af en tragedie og er ofte blevet sammenlignet med den senere sagnhelt Hamlet.

Ligesom Hamlet blev Imru al-Qays’ far myrdet af en slægtning, og Imru al-Qays dedikerede sit liv til at hævne ham og genvinde det kongedømme, han mente retmæssigt var hans. Også hans hævntogt strakte sig over store afstande, fra Den Arabiske Halvø til den byzantinske kejser Justinian I i Konstantinopel, og ligesom Hamlet forgiftedes han til sidst.

Imru al-Qays’ mu‛allaqa

Imru al-Qays’ mu‛allaqa er et flertematisk langdigt i den klassiske qasida-form. Digtet begynder med det motiv, som han er blevet krediteret for at opfinde: grædende ved en forladt lejr over den elskede, som er taget afsted, og som digteren aldrig kommer til at se igen.

Digtet består af 82 vers, som følger, men også afviger fra, qasida’ens tredelte form:

  • nasib: det erotiske eller nostalgiske præludium, hvor digteren stopper ved en forladt lejr for at erindre en tabt kærlighed
  • rahil: midtersektionen, hvor digteren bryder op, lægger den forladte lejr og tabte kærlighed bag sig. Han tager ud på en hård og slidsom ørkenrejse, hvor digterens ridedyr (en hunkamel eller en hest), rejsen og ørkenens fauna beskrives
  • fakhr (pralen) eller madh (panegyrik): den sidste del, som består af en lovprisning af digteren og hans stamme

Nasib-sektionen i Imru al-Qays’ mu‛allaqa efterfølges af en række erindringer om erotiske bekendtskaber, som i antal og længde langt overstiger standarden (vers 7-43), mens rahil-sektionen også indeholder en beskrivelse af mand og ulv (vers 49-52), som snarere ligner den samtidige brigant-digtning (su’luk). Digtet afsluttes med et majestætisk stormvejr (vers 71-82).

Fortællinger om Imru al-Qays

Beretningerne om Imru al-Qays’ liv og skæbne kan inddeles i tre perioder:

  • hans royale herkomst og rebelske ungdom
  • mordet på faren og hans løfte om at hævne ham
  • hans besøg hos kejser Justinian I og hans tragiske død på hjemvejen

Den udstødte prins

Imru al-Qays voksede op som arabisk prins i begyndelsen af 500-tallet. Han var yngste søn af Hujr ibn al-Harith, en af Kinda-stammernes sidste konger. Al-Harith al-Kindi, Imru al-Qays’ bedstefar, havde fået til opgave at dele de splittede Nizar-stammer mellem sine fem sønner for at holde dem fra at bekæmpe hinanden, og Hujr ibn al-Harith kom til at regere over stammerne Assad og Ghatfah.

Imru al-Qays begyndte at komponere poesi allerede som barn. Hans far mente dog, at digtekunsten var upassende tidsfordriv for en kongesøn. Kombineret med den unge prins’ interesse for kvinder og hans brug af poesien til at kurtisere blev faren til sidst desperat over, at sønnen bragte den royale familie i vanære.

I Kitab al-shir wa-l-shuara (Poesiens og poeternes bog) fortæller Ibn Qutayba (d. 889), at Hujr ibn al-Harith i et anfald af vrede bad sin tjener om at slå sønnen ihjel. Men i stedet for at adlyde ordren bringer tjeneren den unge prins i sikkerhed og dræber i stedet en antilope. Til al held. For i mellemtiden besinder faren sig og er lettet, da sønnen kommer uskadt hjem.

Imru al-Qays nægter dog fortsat at opgive poesien, og faren ser derfor ingen anden udvej end at forvise ham til et omvandrende liv blandt afsidesliggende stammer, vagabonder og lovløse. Imru al-Qays samler en gruppe af lovløse omkring sig, som han jager, spiller, drikker og reciterer poesi sammen med. Det er blandt disse lovløse, at han for alvor udvikler sit poetiske talent.

Konge uden rige

Da Assad-stammen gør oprør og myrder Hujr ibn al-Harith, er Imru’ al-Qays ifølge Abu al-Faraj al-Isfahanis (897-967) Kitab al-aghani den blandt sine brødre, som bliver pålagt ansvaret for at hævne faren. Kongemordets mytiske kraft understreges af, at der i Kitab al-aghani overleveres ikke mindre end fire versioner af forræderiet og mordet. Herefter følger historien om Imru al-Qays, der sværger blodhævn.

Historien lyder, at faren, i minutterne inden han dør, beder en budbringer overbringe nyheden om hans død til hans fem sønner. Den, som ikke bryder sammen, skal hævne ham. Da budbringeren finder Imru al-Qays, er han i selskab med venner. De spiller backgammon og drikker vin omkring et bål, og Imru al-Qays reagerer knap nok på nyheden. Han siger blot til sin ven: ”Slå!” ”Jeg ville ikke ødelægge din tur,” forklarer han, inden han beder om detaljerne om sin fars død. Derpå udbryder han: ”Som barn blev jeg frataget alt, og som voksen tynger hans blod mig. Jeg er ikke ædru i dag og ikke beruset i morgen. Vin i dag, pligt i morgen.”

Efter syv dages druk giver Imru al-Qays afkald på kød, vin og kvinder, indtil han har opnået hævn og generobret sin fars tabte rige.

Imru al-Qays’ overdrevne hævn, kendt som ”hævnen over de et hundrede”, spejler på den ene side Imru al-Qays’ had til sin far. Han hævner ikke bare sin far, men hævner sig også på sin far. På den anden side er den overdrevne hævn tæt forbundet med forræderiet og mordet. Prisen for et kongemord er højt og kan kun betales ved, at riget destrueres. I den forstand afslører Imru al-Qays’ løfte om hævn, at han aldrig vil træde i sin fars sted, og at den royale linje slutter med ham.

Med støtte fra stammerne Bakr og Taghlib dræber Imru al-Qays mange fra Assad-stammen. Men da han ønsker at fortsætte sit blodige hævntogt, forlader de ham i afsky. Herefter vandrer han fra stamme til stamme og blandt udstødte og handlende for at finde allierede, hvorfor han har fået tilnavnet al-malik al-dillil (den omvandrende konge).

Den forgiftede kappe

For at få hjælp til at genvinde sin fars tabte rige rejser Imru al-Qays til sidst til kejser Justinian I i Konstantinopel, som var en tæt allieret for Kinda-stammen.

Ifølge Kitab al-aghani havde en mand ved navn al-Tammah, hvis bror Imru al-Qays havde dræbt under sit hævntogt mod Assad-stammen, fulgt Imru al-Qays til Konstantinopel. Her får han adgang til Justinian I og fortæller ham, at Imru al-Qays har haft en affære med hans datter, og at han digter uanstændige vers, som vil bringe Justinian I i vanære.

Som hævn sender kejseren en guldbroderet og forgiftet kappe til Imru al-Qays i Ankara med beskeden: ”Jeg sender dig denne kejserlige kappe, som jeg selv har båret, som et tegn på respekt. Bær den med velsignelse, og send mig nyt, som du rejser fra sted til sted.”

Imru al-Qays bærer den pragtfulde kappe med stolthed, selvom det er en varm sommerdag, men da den er forgiftet, får han snart bylder over hele kroppen og dør en smertefuld død.

Historien om den guldbroderede og forgiftede kappe i Kitab al-aghani er formentlig fiktion, men spinder en rød tråd i fortællingen om en digter, hvis begær efter kvinder bliver hans skæbne. Det, vi ved, er, at Imru al-Qays døde i Ankara på vejen tilbage fra Konstantinopel. Sandsynligvis var det den pest, som hærgede i årene 541-44, der tog livet af ham og gav ham tilnavnet dhu al-quruh (ham med sårene).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig