Faktaboks

Georges Bizet
Født
25. oktober 1838
Død
3. juni 1875

Georges Bizet. Komponisten til den største operasucces nogensinde, Carmen, ca. 1870; han var da i begyndelsen af 30'erne.

.

Georges Bizet, 25.10.1838-3.6.1875, fransk komponist. Allerede som niårig blev Bizet optaget på Pariserkonservatoriet, hvor han blev undervist af bl.a. Charles Gounod og udviklede sig til en strålende pianist. Inspireret af Gounods symfoni i D-dur komponerede han som 17-årig sin symfoni i C-dur, et forbløffende modent værk (opført første gang 1935). Endnu inden han afsluttede sin uddannelse med den eftertragtede Prix de Rome, fremtrådte han som vinder i en operettekonkurrence med Le Docteur miracle, opført på Jacques Offenbachs berømte teater Bouffes-Parisiens i 1857.

I 1863 opførtes på Théâtre-Lyrique i Paris Bizets første store opera, Les Pêcheurs de perles (Perlefiskerne), som trods storartet anvendelse af lokalkolorit (handlingen foregår på Ceylon) fik en kølig modtagelse. Derimod havde han ubetinget succes med La jolie fille de Perth (Den smukke pige fra Perth) efter Walter Scotts roman, opført i 1867. Den rummer mindre lokalkolorit (Skotland), men sikrere beherskelse af orkesterklangen.

En åndelig krise i 1868 efterfulgtes af en række mislykkede hhv. ufuldendte operaprojekter. I lykkelig kontrast hertil står den henrivende suite for to klaverer Jeux d'enfants (Børnelege) fra 1871, af hvis 12 satser han arrangerede fem som Petite suite d'orchestre.

Med Djamileh, opført på Opéra-Comique i 1872, lykkedes det omsider Bizet at virkeliggøre sine nye tanker om opera. Premieren blev en total fiasko, men han var overbevist om, at han havde fundet den rette vej. Nogle få kritikere roste værkets eksotiske klange (Baghdad), og da Bizet straks fik bestilling på et nyt værk til Opéra-Comique, valgte han Prosper Mérimées novelle Carmen. Forinden skrev han dog musik til Alphonse Daudets L'Arlésienne (Pigen fra Arles), som opførtes på Théâtre du Vaudeville i 1872; fire satser herfra sammenstillede Bizet til den populære L'Arlésienne, suite nr. 1 (suite nr. 2 er arrangeret af vennen Ernest Guiraud (1837-1892) efter Bizets død).

Efter et enerverende prøveforløb med et yderst modvilligt operaensemble nåede Carmen omsider frem til opførelse 3. marts 1875. Alle var chokerede over den lidenskab, som strømmede dem i møde, ikke blot fra scenen, men også fra orkestergraven. Først med opførelsen i Wien oktober samme år, hvortil Guiraud havde komponeret nye recitativer, begyndte operaen sin sejrsgang over hele verden. Den skulle Georges Bizet dog ikke komme til at opleve. Han døde tre måneder efter premieren af et hjerteanfald i forbindelse med en halssygdom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig