Faktaboks

Jacques Offenbach
Født
20. juni 1819
Død
5. oktober 1880

Jacques Offenbach. Den store franske operettekomponist blev 1876 portrætteret af den berømte fotograf Nadar.

.

Jacques Offenbach, 20.6.1819-5.10.1880, fransk komponist af tysk-jødisk oprindelse, skaber af operetten og en af 1800-tallets største komponister på dette felt.

Fra sin fødeby, Köln, kom Jacques Offenbach 1833 til Paris, hvor han optrådte som cellovirtuos og dirigent for forskellige operaorkestre.

1855 åbnede han sit eget teater, Bouffes-Parisiens, og fik 1858 sit gennembrud med Orphée aux enfers (Orfeus i underverdenen), mønstret på den store operette, der gjorde ham berømt i og uden for Frankrig med værker som La belle Hélène (Den skønne Helene, 1864), La Vie parisienne (Pariserliv, 1866) og La Grande-Duchesse de Gérolstein (Storhertuginden af Gérolstein, 1867).

Deres charme ligger i de vittige, samfundssatiriske tekster (mange af Ludovic Halévy (1834-1908)), citater af kendt musik i situationer, der står i kontrast til de oprindelige, og lignende uoverensstemmelse mellem musik og emne, fx gudernes cancan i Orphée, overalt med en rytmisk verve i den letflydende musik.

Fra Jacques Offenbachs sidste år stammer hans hovedværk, den mere seriøse opera Les Contes d'Hoffmann (Hoffmanns eventyr, uropført året efter Offenbachs død); den er baseret på tre fortællinger af den tyske romantiker E.T.A. Hoffmann og er med sin spændende handling og dramatiske musik en operaklassiker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig