Henri de Toulouse-Lautrec

Princeteau var i begyndelsen hans guide til byens cirkusliv, hvis særlige motivverden straks tiltalte ham og igennem mange år affødte betydelige kunstneriske resultater fra hans hånd. Det gælder fx det mesterlige I cirkus Fernando, beridersken fra 1888.

I endnu højere grad end cirkusmotiverne kom byens dansesteder, og heraf især det nyåbnede forlystelsesetablissement Moulin Rouge på Boulevard Clichy, til at levere hans foretrukne motiver i tiden omkring 1890 og fremefter.

Blandt hans mange billeder derfra skal især fremhæves I Moulin Rouge fra 1892. Dette værk indfangede og fastholdt i enestående grad stedets særlige stemning, bl.a. med virkemidler såsom det ”fluorescerende”, i 1895 tilføjede kvindeansigt i højre billedside.

Med forkærlighed malede Toulouse-Lautrec også fremstillinger af etablissementets navnkundige danserinder såsom bl.a. La Goulue ('Frådseren'), den kvindelige klovn Cha-U-Kao og Jane Avril (også kaldet 'Menilitten').

Et eksempel, der fortjener særlig fremhævelse, er den rystende skildring af menneskeligt forfald i billedet A la Mie ('På Café la Mie'). Billedet fremstiller et stærkt omtåget drankerpar, der bringer Edgar Degas’ kendte billede På café, absinten fra 1875-1876 i erindring.

Det var Lautrec magtpåliggende at fremstille parret i et autentisk cafémiljø. Han fik derfor sin fotografven Paul Sescau (1858-1926) til at fotografere billedets modeller: kæresten Suzanne Valadon og vennen, fotografen Maurice Guibert (1856-1922), der poserede som et par drankere i La Mie's cafémiljø. Modellernes ansigter er ikke umiddelbart genkendelige, da Toulouse-Lautrec bearbejdede deres udseende så meget, at de kom til at ligne to stærkt forsumpede eksistenser i overensstemmelse med hans sociale realisme.

Lautrec skildrede bordellivet i sin kunstneriske egenskab af socialt sandhedsvidne, der viste forholdene som de var, uden forskønnelse og moralsk fordømmelse. Men samtidens kritikere så noget andet, når de betragtede hans billeder, nemlig ”en kunstner, hvis vanførhed fik ham til at se alt som hæsligt, og som overdrev det hæslige i tilværelsen ved at vise alle dens fejl, alle dens perversioner…”. Sådan skrev anmelderen Edmond Lepelletier (1846-1913) i L’Echo de Paris, og hans betragtninger var helt i overensstemmelse med de fleste kunstskribenters mening i samtiden. Kun et fåtal af tidens fremskridtsvenlige kunstnere, kunstkendere og kunstskribenter værdsatte denne del af Toulouse-Lautrecs livsværk efter fortjeneste.

Det gode borgerskab fandt det helt legitimt, at bordellerne eksisterede, og at mænd skulle have mulighed for at udvikle erotiske erfaringer som kunder dér, men man brød sig bestemt ikke om at få ”frastødende” fremstillinger af prostituerede smidt i hovedet på byens kunstudstillinger. Andre kunstnere som fx Édouard Manet havde mange år tidligere været inde på samme spor, og havde ligeledes fået den borgerlige kunstkritik at føle. Men til forskel fra Manets atelier- og modelarrangementer virkede Toulouse-Lautrecs billeder endnu mere anstødelige, fordi han gjorde meget ud af at vise virkelige bordelmiljøer og afbilde rigtige prostituerede som i maleriet Rue des Moulins fra 1894.

Flere danske kunstmuseer har siden 1960'erne vist særudstillinger af kunstnerens værker. Det gælder eksempelvis Louisiana i Humlebæk, der præsenterede sin første store Lautrec-udstilling i 1968. Senest har samme museum vist den meget markante udstilling Toulouse-Lautrec og Paris. Statens Museum for Kunst åbnede i 2011 udstillingen Toulouse-Lautrec: Den Menneskelige Komedie, der omfattede et bredt udsnit af Lautrecs grafiske værk og til forskel fra den sædvanlige kronologiske ordning af de udstillede arbejder, lagde nye tolkningsvinkler på disse. I 2022-2023 viste Kunstmuseum Brandts udstillingen Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre, der var usædvanlig derved, at den foruden 33 grafiske værker (plakater/litografier) af Lautrec, også rummede et stort materiale af art-nouveau-genstande, udført af andre kunstnere. De udstillede værkers antal nåede således op på over 100.

En lille del af Toulouse-Lautrecs værker kan ses i flere af hovedstadsområdets kunstsamlinger.

Ny Carlsberg Glyptotek ejer det kendte, her i artiklen gengivne portrætmaleri forestillende Suzanne Valadon (1885). Samme museum er også indehaver af gouache-maleriet Portræt af Monsieur Delaporte i Jardin de Paris fra 1893.

I Ordrupgaardsamlingen findes tre udaterede malerier: La Goulue (olie på lærred), Pige siddende på en seng (Olie på pap) og Kvinde der tager sin sko på foran et spejl (Pastel på papir, opklæbet på lærred).

Mest omfattende repræsenteret er kunstnerens tegninger og grafik i to københavnske museer. 4 tegninger kan således ses i Den Kongelige Kobberstiksamling, der også har 235 af kunstnerens grafiske arbejder. Designmuseum Danmark ejer alle kunstnerens 28 litografiske plakater.