Édouard Manet

Édouard Manet, der 1850-1856 uddannede sig hos historiemaleren Thomas Couture, knyttede i slutningen af 1850'erne venskab med digteren Charles Baudelaire. Inspireret af bl.a. hans digtning malede Manet 1858-1859 sit første helt originale værk Absintdrikkeren (Glyptoteket).

Det aristokratiske helfigursportræts traditionsrige iscenesættelse var her brugt til at lade en drikfældig klunser posere med en selvbevidst udstråling, der var en konge værdig. En sådan fremstilling var uacceptabel for den etablerede kunstverden, og værket blev afvist på Salonen i Paris.

Ligesom Baudelaire og Gustave Courbet ønskede Manet i sin kunst at give realistiske fremstillinger af "la vie moderne". Hans frimodighed i denne henseende chokerede tidens publikum og affødte snart adskillige skandaler, således i 1863, da bl.a. hovedværket Frokosten i det grønne (Musée d'Orsay, Paris) blev afvist på Salonen og i stedet udstillet på en særlig Salon des refusés, hvor det vakte voldsom forargelse.

Publikum så i det en pinlig afdækning af tidens moralske forfald: to herrer af det bedre borgerskab på skovtur med to prostituerede, hvoraf den ene allerede har smidt tøjet. Fra Manets side var billedet sandsynligvis blot ment som en ikke moraliserende konstatering af det moderne livs friere og i bogstaveligste forstand mere naturlige samværsformer.

I 1865 rystede han atter offentligheden, denne gang på den officielle Salon med billedet Olympia (1863, Musée d'Orsay, Paris). Billedets hovedfigur var igen en kurtisane; hun ligger udstillet på en seng og ser sin kommende kunde (billedbetragteren) i møde, mens hun opvartes af en sort kvinde, der bringer hende blomster fra en tilfreds kunde.

Manet beundrede tidligere kunstepokers store mestre og citerede dem flittigt i sine værker: Frokosten i det grønne byggede bl.a. på Giorgiones Landlig koncert (ca. 1510), som han kendte fra Louvre, mens Olympia var en moderniseret udgave af Tizians Venus fra Urbino (færdiggjort 1538), som han nogle år forinden havde studeret i Uffizierne i Firenze.

Selvom Manets værker byggede på et solidt traditionsgrundlag, blev de dog både i form og indhold båret af epokegørende modernitet. Den ytrede sig bl.a. ved, at han bevidst modificerede sine figurers plastiske volumen og betonede billedfladens todimensionale beskaffenhed. Dermed foregreb han en billedopfattelse, som siden blev grundlæggende i modernismen.

Manets fladebetonende form var inspireret af de i samtiden så populære japanske træsnit. Interessen for disse delte han med en kreds af yngre malere, som han fra 1866 fik nær kontakt med. Det var de kunstnere, der en halv snes år senere førte impressionismen til gennembrud: Claude Monet, Auguste Renoir, Camille Pissarro mfl. Impressionisterne beundrede Manet, og hans forbindelse med dem udviklede sig til et gensidigt inspirerende fællesskab.

I 1874 malede han ligefrem i det fri sammen med Monet og Renoir, og som det ses af hans resultater, fx Argenteuil (1874, Musée des beaux-arts, Tournai), nåede han gennem deres indflydelse frem til en lettere, mere flimrende lys- og farvefyldt udtryksform.

Édouard Manet udstillede aldrig sammen med sine yngre venner, men hans navn er i eftertiden uløseligt knyttet til den impressionistiske bevægelse.

I Danmark er han repræsenteret på Glyptoteket og på Ordrupgaardsamlingen.

• fransk billedkunst
• impressionisme
• modernisme