Artikelstart
Nadar var en fransk fotograf, forfatter og karikaturtegner. Som en af 1800-tallets betydeligste fotografer er Nadar særlig kendt for sine karakterfulde og stilsikre portrætter af bl.a. Charles Baudelaire, Gustave Doré, Eugène Delacroix og Sarah Bernhardt, offentliggjort i bogform som Le Panthéon Nadar (1854).
Nadar var oprindelig journalist i Lyon og slog sig i 1842 ned som karikaturtegner i Paris. I 1853 etablerede den karismatiske og PR-bevidste Nadar sig med stor succes som portrætfotograf.
Hans atelier på Boulevard des Capucines blev samlingssted for tidens kulturpersonligheder, og det var her, impressionisterne holdt deres første udstilling i 1874.
Som passioneret ballonfarer optog Nadar i 1858 verdens første luftfotografi og lavede samme år de tidligste kunstlysoptagelser i Paris' kloakker og katakomber. I midten af 1870'erne overlod han sin fotografiske virksomhed til sønnen Paul Nadar (1856-1939).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.