væggelus

Menneskets væggelus bliver ca. 5 mm lang. Hvis den ikke har suget blod, er den næsten flad og kan komme ind i ganske små revner, mens den voksne væggelus efter et blodmåltid har dimensioner som en æblekerne. Såvel voksne som nymfer opholder sig i værtens nære miljø mellem blodmåltiderne, men sidder ikke på værten mellem måltiderne.

Væggelusen formerer sig ved såkaldt traumatisk penetration. Det vil sige, at hannen ved parringen ikke benytter hunnens kønsåbning, men gennemtrænger bugen et vilkårligt sted.

Efter parringen lægger hunnen aflange, hvide æg, som er under 1 mm lange. Æggene er klæbrige og placeres i væggelusenes skjul, hvor de klækker efter 4-22 dage afhængig af temperatur og luftfugtighed. Efter klækning gennemlever væggelusen fem nymfestadier, før den bliver voksen og kønsmoden. Med regelmæssig adgang til føde lever væggelusen i ca. et halvt år, og i den tid kan hunnen lægge ca. 100 æg.

Når værten (mennesket) opholder sig stille i længere tid i dæmpet belysning eller mørke, kommer væggelusen frem og indtager sit blodmåltid, hvorefter den vender tilbage til sit skjul i det nære miljø. Skjulenes placering kan afsløres af karakteristiske ekskrementpletter, som afsættes i nærheden. I selve skjulet vil man foruden levende væggelus og æg, også finde tomme hamskaller, som nymferne afkaster, efterhånden som de vokser.

Ved manglende adgang til føde kan både nymfer og voksne væggelus gå i en dvalelignende tilstand. Under kontrollerede forhold har man observeret væggelus blive aktive igen efter 12 måneders faste.

Hvis antallet af væggelus bliver for stort, eller hvis værten forsvinder, kan væggelusene begive sig på vandringer efter en ny vært. Evnen til at vandre langt både på åbne overflader og gennem sprækker og kanaler kombineret med evnen til at overleve uden føde i op til 12 måneder samt en temperaturtolerance på -14-60 °C gør menneskets væggelus til et meget hårdført dyr.

Siden anvendelsen af DDT blev forbudt, er væggelus atter blevet et udbredt skadedyr i hele verden.

Der forskes i at finde effektive bekæmpelsesmidler både i form af insekticider og andre typer bekæmpelsesmidler. For nylig er der påvist resistensudvikling hos menneskets væggelus mod de almindeligt anvendte insekticider, som er baseret på pyrethroider, hvilket udfordrer bekæmpelsen yderligere.

Bekæmpelse af menneskets væggelus er altid en specialistopgave. Mindre angreb, der kan opstå, hvis man fx uforvarende slæber væggelus med hjem fra en ferie, kan ret hurtigt bekæmpes, hvorimod store angreb kan bestå i årevis. Typisk vil der i disse store angreb være et bestemt sted og en bestemt vært, hvor opformeringen har været så omfattende, at væggelusene begynder at vandre. Fra arnestedet omkring værtens seng eller andet hvilemøbel ses en spredning, der i koncentriske cirkler spreder sig til det nære miljø i boligen; det kan være ting, der hænger på væggene, møbler, paneler, elinstallationer mv. På et tidspunkt er de vandrende væggelus kommet så langt væk fra den oprindelige vært, at de tiltrækkes af en ny potentiel fødekilde. I række- og klyngehuse samt i etagebyggeri vil det typisk være naboen. Herfra gentages mønstret med spredning i koncentriske cirkler, hvis der ikke sættes ind med bekæmpelse.

Siden begyndelsen af 2000-tallet har man med udspring i USA anvendt særlige væggelushunde til både overvågning på hoteller og lignende og til kvalitetskontrol af behandlinger mod væggelus. Danmarks første væggelushund, Nina, blev 2013-2014 trænet i et samarbejdede mellem virksomheden Danminar og Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet finansieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Siden 2003 er forskningen i de helbredsrisici, der knytter sig til væggelus, øget markant. Man ved, at det kan være en alvorlig psykiske belastning at være offer for en stor væggelusinfestation. Samtidig er man også interesseret i at vide, hvorvidt væggelus kan fungere som vektorer for sygdomme, som det fx kendes for myg og flåter. Aktuelt hersker der enighed om, at væggelus kan fungere som vektor for parasitten Trypanosoma cruzi, der giver Chagas sygdom. Derudover er det fundet 40 andre patogener i væggelus, men det er ikke påvist, at de kan overføres til mennesker.

Det er ikke muligt, at identificere et angreb af væggelus alene pga. bidmærker eller insektstik på huden. Dels reagerer mennesker forskelligt på væggelusbid (egentlig væggelusstik), dels er der mange andre mulige årsager til bidmærker/insektstik.

Den amerikanske læge Johnathan M. Sheele har vist, at det antiparisitære lægemiddel Ivermectin, som i 2015 udløste en medicinsk Nobelpris til William C. Campbell og Satoshi Ōmura, også kan anvendes mod væggelus. I Danmark er dog ikke muligt at få recept på Ivermectin mod væggelus.

Ved væggelusangreb bør man også behandle en eventuel hund eller kat i hjemmet med antiparasitære veterinære lægemidler af typen fluralaner. De er tilgængelige på recept til flåtbehandling.

Før 2. Verdenskrig kendte man begrebet væggelusattest eller flytteattest. Det var en attest på et væggelusfrit indbo, man som boligsøgende skulle kunne fremvise for at få en bolig. I Danmark er der ikke nogen lovbestemt meldepligt for væggelus, som man kender det fra fx rotter. Behovet for en meldepligt og central registrering af væggelusangreb er noget, som i stigende grad efterlyses af internationale væggelusforskere.

Som lejer har man dog meldepligt i egen interesse. Østre Landsret har i dommen U2014.234Ø fastslået, at hvis man underretter udlejer om skadedyr i lejemålet, så bærer udlejeren udgiften til bekæmpelse. Med denne dom er boliglejere, som rammes af væggelus markant bedre stillet end boligejere, som selv skal bære udgiften til bekæmpelse.

Udgifterne til bekæmpelse af store væggelusangreb kan være omfattende, ikke mindst i udlejningsejendomme. Men selv om store væggelusangreb i fx udlejningsejendomme de facto må karakteriseres som bygningsskadende skadedyrsangreb, der nedsætter muligheden for indtjening på udlejning, så mangler der forsikringsprodukter, som hjælper bygningsejeren med bekæmpelsen.

Menneskets væggelus har længde været en del af menneskets tilværelse, og det har naturligvis sat sine spor i kulturen. Omvendt er det bemærkelsesværdigt, at litteratur og film fra perioden, hvor væggelus var på tilbagetog pga. DDT, ikke skildrer væggelus som en del af menneskets hverdag, når fortællingen henlægges til perioder, hvor væggelus faktisk var en integreret del af hverdagen.

Det ældste arkæologiske fund af væggelus er fra omkring år 1300 f.v.t. og stammer fra en udgravning i en bosættelse i Egypten. Den romerske historiker Plinius den ældre (23–79 e.v.t.) beskrev, at ægypterne indtog en mikstur lavet på væggelus som kur mod slangebid. Hos den græske digter Aristofanes (450–385 f.v.t.) finder man den ældste skriftlige kilde til væggelus i Skyerne. Fra den tidlige kristendom har man Johannesapokryfen, hvor forfatteren tilskriver evangelisten Johannes et væggelus-mirakel: På en rejse til Efesos overnatter Johannes i et herberg, hvor sengen er fyldt med væggelus. Johannes beordrer væggelusene ud af sengen nærmest som i en eksorcisme. Væggelusene adlød Johannes, og de fik derfor lov til at vende tilbage til sengen næste morgen.

I sprogbrugen har væggelus til forskellig tid haft forskellige betegnelser. Fra ældre dansk kendes betegnelserne sengelus, væggetøj og tapethøns. Man kender på ældre dansk også ordet væggelusurt, som henviser til den nordamerikanske plante sølvlys (Actaea racemosa), hvis tidligere latinske slægtsnavn, Cimicifuga, betyder væggelusfordriver. På engelsk er de sproglige spor lidt mere diffuse idet, man på engelsk bruger ordet bugs om tæger generelt og ikke kun om væggelus.

I 2023-2024 blev væggelus en del af informationskrigen under Ruslands invasion af Ukraine. Den franske europaminister Jean-Noël Barrot blev i 2024 citeret for at have beskyldt russiske internettrolde for at opildne til en væggeluspanik i Paris i efteråret 2023 forud for byens værtsskab for sommer-OL i 2024. Denne misinformationskampagne skal angiveligt ses i lyset af Frankrigs støtte til Ukraine i krigen.