rotter

Rotters forplantningsevne er legendarisk, men overdrevet. I vildtlevende bestande får hunnerne gennemsnitligt 1-2 kuld på 4-12 unger, og levetiden er sjældent mere end et år. De to rottearter har noget forskellig levevis. De klatrer godt, især husrotten, ofte på lofter og i industribygninger. Brun rotte er fugtighedselskende, lever ofte underjordisk og klarer sig godt i kældre og kloakker. I milde vintre kan vildtlevende bestande overleve udendørs på mindre øer og på lossepladser. Husrotter findes sjældent i det fri og trives bedst i tørre, varme rum.

Hvad føde angår, er begge rottearter meget lidt kræsne. Plantedele, mest korn og frø og i mindre grad grønne plantedele, udgør hovedparten. Der indgår også megen dyrisk føde i kosten, og i byområder er organisk affald et væsentligt fødeemne. På øer kan rotter lejlighedsvis gøre stor skade på ynglende fuglebestande ved at æde æg og unger.

Da rotter en stor del af tiden opholder sig i bygninger, er de ikke meget udsat for rovdyr. Lækat og husmår er dog effektive rottejægere, og også tamkatte kan tage et stort antal rotter.

Levevisen i kloakker og på lossepladser er medvirkende til, at den brune rotte ses som en sundhedsrisiko for mennesket. Den bærer nemlig sygdomsfremkaldende bakterier. Salmonella-bakterier, som fremkalder mave- og tarminfektioner, forekommer hyppigt i rotteekskrementer. Leptospira-bakterier fra rotters urin kan hos mennesker forårsage Weils sygdom (se leptospirose). Husrotten anses for at have bragt pest, den sorte død, til Europa og at have spredt sygdommen gennem landene. Pestbakterierne bæres dog ikke af rotten selv, men af rotteloppen (Nosopsyllus fasciatus), som en del af livet opholder sig på rotten.

Især i troperne er tab af fødevarer til rotter et betydeligt problem; op til halvdelen af høsten kan gå tabt. Også bygningsbeskadigelse og gnav på elektriske installationer hører til de alvorlige rotteproblemer.

Bekæmpelse af rotter er lovpligtig i Danmark. Oftest sker bekæmpelsen vha. fælder eller udlagt gift, men rotter har en naturlig forsigtighed, som bevirker, at de er meget vanskelige at få ram på. Nyudlagt giftfoder røres således ikke i mange dage, og dernæst fortæres det kun i meget små daglige doser. Gift skal derfor være meget langsomt virkende. Et stort problem er desuden, at modstandsdygtighed (resistens) mod moderne rottebekæmpelsesmidler er opstået i mange rottebestande. Se også rottegift og rottesikring.

På plussiden må til gengæld regnes, at den brune rotte er ophav til de hvide laboratorierotter, der anvendes til en lang række fysiologiske og patologiske undersøgelser. Moderne laboratorierotter er som regel standardiserede stammer med hver sine karakteristika.