purgatorium

Forestilling i katolsk, ortodoks og koptisk-ortodoks kristendom om den troendes mulighed for renselse af synd efter døden og før foreningen med Gud.

I katolsk teologi er læren om purgatorium senest blevet bekræftet af pave Johannes Paul 2. i den apostoliske konstitution Fidei Depositum fra 1992, som tillagde læremæssig status til Den katolske kirkes katekismus også udgivet i 1992. I katekismen hedder det i artikel 1030: "De som dør i Guds venskab og nåde, men som ikke er fuldkommen renset, gennemgår – selvom deres evige frelse er sikret – efter døden en renselse, således, at de kan få den hellighed, som er nødvendig for at kunne gå ind til himmelens glæde."

Den katolske lære om purgatorium har udviklet sig med basis i 2. Makkabæerbog, 12, 38-46. Da Makkabæerbøgerne hører med til Vulgata, har forestillingen om purgatorium for katolsk teologi således gammeltestamentelig basis. Ligeledes støtter den katolske forestilling om purgatorium sig på 1. Korinterbrev 3, 12-15. Den endelige formulering af den katolske lære om purgatorium fandt sted på det andet koncil i Lyon (1272-1274), på koncilet i Basel, Ferrara & Firenze (1431-1449) og endelig på Tridentinerkoncilet. Sidstnævnte koncil formulerede dokumentet Decretum de purgatorio. Ingen af de nævnte officielle katolske kilder nævner purgatorium som et fysisk sted med en særlig indretning eksempelvis flammer. Tværtimod advarer Decretum de purgatorio mod, at der prædikes om purgatorium i konkrete vendinger. Dette skal ses om en reaktion på den meget konkrete måde, purgatorium var blevet fremstillet på i kirkens forkyndelse og ikke mindst som en som en reaktion på den udbredte handel med aflad særligt under pontifikatet Alexander 6. Uanset at den officielle katolske teologi gennem århundrederne blev mere og mere orienteret mod at se purgatorium som en proces, hvor den afdøde troende kan rense sin sjæl før det evige fælleskab med Gud, så eksisterer forestillingen om purgatorium som et sted med fysiske flammer rigt repræsenteret i billedkunsten og litteraturen.

Centralt i den katolske lære om purgatorium er kirkens fællesskab med de afdøde troende. Siden oldkirkens dage har man bedt for de afdøde trosfæller. Ikke mindst i messen under eukaristien har de katolske kirkeretninger gennem historien husket på de afdøde og bedt for dem. I den romerskkatolske kirkes romerske ritus lyder det i ritualet Novus Ordo fra 1969 således: "Vi beder dig for vore afdøde brødre og søstre, for alle, som er gået bort herfra i din fred: Før dem nådigt ind i dit rige, hvor også vi håber engang sammen med dem evigt at frydes over din herlighed." Denne del af celebrantens bøn før kommunionen viser tydeligt, at der i katolsk teologi tænkes i et fællesskab med de afdøde, som man kan bede for, således at de afdøde kommer godt i gennem purgatorium. Sideløbende udviklede der sig andre katolske udtryk for de levendes forbundethed med de afdøde: Eksempelvis allesjælesdag og kulten omkring Anima Sola.

Kunstnere og forfattere har naturligvis været i en stadig vekselvirkning med forkyndelse og folkelige fromhedsformer. Fra 1100-tallet blev det almindelig opfattelse, at purgatorium var et særligt sted, adskilt fra både jordens overflade, helvede og himlen. Særlig berømt er Dantes skildring i Den Guddommelige Komedie. I billedkunsten blev den mest udbredte ikonografiske fremstilling af purgatorium det såkaldte Anima Sola-motiv, som blev populært efter Tridentinerkoncilet.

For middelalderens katolske kristne udvikledes tankegangen at langt de fleste afdøde kom i purgatorium før den endelige forening med Gud. Kun de få, nemlig helgenerne, indgik straks i fællesskab med Gud. Andre afdøde, som døde uden fællesskab med Gud, gik fortabt. Aflad i dette liv kunne forkorte renselsesperioden i purgatorium. Endnu levende mennesker kunne dedikere gode gerninger, deltagelse i messer, bede bønner og give almisser til fordel for de døde, hvis ophold i purgatorium dermed blev forkortet.

Ikke mindst under pontifikatet Alexander 6. blev purgatorium knyttet til handlen med afladsbreve i den såkaldte afladshandel. Mod betaling fik de troende en kvittering, som dokumenterede, at de havde betalt for en kortere tids væren i purgatorium for sig selv eller andre allerede afdøde. Pavehoffet fik i perioden betragtelige indtægter fra denne teologisk begrundede forretningsmodel for pavedømmet, som satte sit præg på Europa. Den effektive pavelige afladshandel igangsatte den teologiske refleksion hos Martin Luther og andre teologer, som resulterede i både reformationen og tridentinerkoncilet.