purgatorium

Forestilling i katolsk kristendom om en renselse af synd efter døden og før frelsen til himlen.

Purgatorium, på dansk oftest 'skærsilden', dvs. 'renselsesilden', var i middelalderens kristendom en mellemtilstand mellem døden og dommedag. Her blev de sjæle, der ikke var fordømt til helvede, renset fra deres synder, så de kunne indgå til den evige frelse. Det afgørende ved forestillingen var ikke ild, men renselse; denne kunne tænkes at foregå ved ild, vand eller på anden måde.

Først fra 1100-tallet blev det almindelig opfattelse, at Purgatoriet var et særligt sted, adskilt fra både Jordens overflade, helvede og himlen; særlig berømt er Dantesskildring i hans Den Guddommelige Komedie.

Alle sjæle, der kom i Purgatoriet - hvilket formentlig efter almindelig opfattelse var det store flertal af mennesker - ville også komme i himlen. Aflad i dette liv kunne forkorte renselsesperioden. Endnu levende mennesker kunne dedikere gode gerninger, deltagelse i messe (nadvergudstjeneste), bønner og almisser til allerede døde, fx ens forældre, hvis ophold i Purgatoriet dermed blev forkortet.

I senmiddelalderen blev Purgatoriet også knyttet til handlen med afladsbreve; disse var løfte om forkortelse af tiden i Purgatoriet.

Purgatoriet er en af de elementer i middelalderkristendom, som Martin Luther og protestantiske teologer gjorde op med under Reformationen. De mente, at der ikke var belæg i Bibelen for forestillingen om Purgatoriet, og at afladshandlen var religiøs korruption.

I nutiden kan man se mindre forkasteligt på forestillingen om Purgatoriet og anse det som et positivt træk, at den fastholdt en solidaritetsrelation imellem de levende og de afdøde.