katolsk

Ordet katolsk betegner en stor mængde af forskellige kulturelle fænomener, som alle er indeholdt i kategorien kristendom. I dagligsproget betegner katolsk noget, som er romerskkatolsk, dvs. noget, der relaterer sig til den kristne kirke, der ledes af paven i Rom.

Betydningen af katolsk varierer afhængigt af, hvilken akademisk disciplin som bringer betegnelsen i anvendelse. Denne variation i betydning af betegnelsen kan være meget stor. Dertil kommer ordets anvendelse i dagligsproget, som ligeledes kan variere meget: På ældre dansk kan man nedsættende sige om dyr eller mennesker, at de er katolske i hovedet i betydningen, at de er gale eller på anden måde afvigende. Denne nedsættende betydning på ældre dansk kan spores til tiden efter kong Christian V’s Danske Lov, som indeholdt en række markante paragraffer mod papister i betydningen katolske kristne, også kendt som katolikker. Det, der var katolsk, var afvigende. Men i dagligsproget bruges også udtrykket Jeg er græskkatolsk, som udtrykker en manglende stillingtagen i en sag. I nutidigt dagligsprog refererer katolsk til romerskkatolsk.

Religionshistoriens ældste eksempel på sammenstillingen af katolsk og kirke kendes fra ca. år 110, hvor Sankt Ignatius af Antiochia bruger sammenstillingen katolsk kirke i sit brev til den kristne menighed i Smyrna. Sankt Ignatius bruger begrebet katolsk kirke i brevets kapitel 8, hvor han, som selv er biskop i oldkirken, betoner at brevets modtagere skal holde eukaristi sammen med biskoppen (eller dennes udpegede stedfortræder) – der hvor det finder sted, er den katolske kirke i betydningen hele kirken. Denne betydning, hele kirken, var ikke et stridspunkt, da kristendommen i 1054 blev delt i en vestlig kristendom under paven i Rom og en østlig kristendom under patriarken af Konstantinopel. Selv om de østlige kristne begyndte at omtale sig som ortodokse, de rettroende, så bekendte de sig stadig til ”en hellig katolsk og apostolisk kirke” i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Efter reformationen har visse reformatoriske og efterreformatoriske kirker erstattet ordet katolsk i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse med ordet kristen eller ordet almindelig. Sidstnævnte bruges eksempelvis af den danske folkekirke og af svenska kyrkan, omvendt har den anglikanske kirke bevaret brugen af katolsk i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.

Størstedelen af den kristne teologi arbejder i dag med, at der findes én katolsk kirke. Det er den kirke, som betragter den romerskkatolske biskop af Rom, paven, som apostlen Peters efterfølger i embedet som den første blandt ligemænd i kollegiet af katolske biskopper. Den katolske kirke er i denne teologiske forståelse de 1,4 milliarder døbte katolikker, som har paven som religiøst overhoved. Videre i denne teologiske forståelse er den katolske kirke de 1,4 milliarder kristne, som er forpligtet af indholdet i Den Katolske Kirkes Katekismus fra 1992. Men i leksikalsk sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at den kirke, som af størstedelen af den kristne teologi betragtes som én katolsk kirke, betragtes som 24 katolske kirker af kanonisk ret. To lovsamlinger udgivet af paveembedet regulerer disse 24 katolske kirker: Codex Iuris Canonici fra 1983 regulerer den latinske katolske kirke, som i dagligsproget kaldes den romerskkatolske kirke. Codex Canonum Ecclesiarum Orientalium fra 1990 regulerer 23 unerede katolske kirker, som i kanonisk ret er ligestillet med den latinske katolske kirke i dagligsproget kaldet den romerskkatolske kirke:

• den koptiske katolske kirke
• den maronitiske katolske kirke
• den syriakiske katolske kirke
• den armenske katolske kirke
• den kaldæiske katolske kirke
• den melkitiske græskkatolske kirke
• den syro-malankariske katolske kirke
• den syro-malabariske kirke
• den rumænske græskkatolske kirke
• den ukrainske græskkatolske kirke
• den etiopiske katolske kirke
• den ruthenske græskkatolske kirke
• den slovakiske græskkatolske kirke
• den eritreanske katolske kirke
• den ungarske græskkatolske kirke
• den albanske græskkatolske kirke
• den belarussiske græskkatolske kirke
• den bulgarske græskkatolske kirke
• den græskkatolske kirke i Serbien og Kroatien
• den græske byzantinske katolske kirke
• den italiensk-albanske katolske kirke
• den makedonske græskkatolske kirke
• den russiske græskkatolske kirke.

Forskellige politiske og kirkepolitiske udviklinger har resulteret i en situation, hvor det, der teologisk kan betragtes som én katolsk kirke ifølge kanonisk ret, kan betragtes som et fællesskab af 24 katolske kirker i egen ret under ledelse af Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom: Paven. Dette billede bliver endnu mere flertydigt, hvis man skal besvare et simpelt spørgsmål i liturgikken: Hvordan foregår en katolsk messe? De 23 mindste katolske kirker i egen ret benytter tilsammen seks forskellige ritusser: Byzantinsk ritus, østsyriakisk ritus, vestsyriakisk ritus, koptisk ritus, ge’ez ritus samt armensk ritus. Derudover rummer den største katolske kirke i egen ret, den latinske katolske kirke, 12 officielle ritusser, som alle anvendes i nutiden:

• den ordinære ritus
• den ekstraordinære ritus
• anglikansk katolsk ritus
• Zaire ritus
• ambrosiansk ritus
• Braga ritus
• Lyon ritus
• mozarabisk ritus
• karmelitisk ritus
• kartusiansk ritus
• dominikansk ritus
• præmonstratensisk ritus

Liturgikken kan således opregne 18 forskellige måder, hvorpå en messe kan fejres af de katolikker, som hører under Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom: Paven. Disse 18 forskellige måder at fejre en katolsk messe på kan i nogle tilfælde finde sted på modersmålet udover det liturgiske sprog, der oprindeligt er knyttet til den enkelte ritus. Flere ritusser forsvandt helt efter Andet Vatikankoncil til fordel for den ordinære ritus, mens andre er forsøgt skabt. Eksempelvis har bevægelsen Den neokatekumenale Vandring forsøgt at få pavelig godkendelse til en ritus for bevægelsens messer. Selv ved et lille observationspunkt i liturgikken; messens ritual, viser det sig, at ordet katolsk ikke kan stå alene. Der kræves et mere præcist sprogbrug.

Betydningen af katolsk bliver mere kompleks, når der skal tales om katolske bispedømmer, som er blevet nationaliseret med tvang. Nutidige eksempler herpå er Kinas The Catholic Patriotic Association og Nordkoreas Korean Catholic Association. Fra historien kender man eksempelvis den danske og den engelske statskirke. Hvis man med udgangspunkt i disse fire eksempler skulle besvare spørgsmålet om, hvor længe medlemmerne var katolske efter nationaliseringen formelt fandt sted, så vil forskellige akademiske discipliner give meget varierende svar.

I hovedparten af den kristne teologi, herunder i kanonisk ret, hersker der enighed om, at begrebet katolsk betegner kristne, som tillægger Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom en særlig funktion som pave. Men en række akademiske discipliner betragter begrebet katolsk kristendom væsentligt bredere, end begrebet anvendes i den kristne teologis hovedspor.

Alene hvis man i nutiden fortsat fokuserer på paveembedet i katolsk kristendom, har den svenske kirkehistoriker Magnus Lundberg i et forskningsprojekt identificeret et tocifret antal katolske kirker fra nutiden, som har påberåbt sig at være hjemsted for den rigtige pave. Det er typisk traditionalistiske katolske grupper, som afviser beslutningerne fra det Andet Vatikankoncil og legitimiteten af de efterfølgende paver i det, man kan kalde den katolske hovedtradition. Den største af disse nutidige modpave-kirker er den palmarianske kirke. Religionssociologien betragter medlemmerne af disse kirker som katolske kristne. På samme måde betragter historikere tilhængerne af de såkaldte modpaver i historiens løb.

Men der findes også katolske kirker i nutiden, som har opgivet at rumme et paveembede, men som holder fast i bispeembedet. Det gælder eksempelvis de gammelkatolske kirker samt en lang række såkaldte uafhængige katolske kirker. Den amerikanske religionsforsker Julia E. Byrne har anslået, at der alene i USA findes en million såkaldte uafhængige katolikker. Nogle af de kirker, som er udforsket af henholdsvis Lundberg og Byrne, har bevaret den apostoliske succession (og nogle har givet den videre til kvindelige biskopper), andre har ikke bevaret den, men flertallet af disse kirker kan i religionshistorie og religionssociologi beskrives som katolske kirker.

I endnu videre forstand finder ordet katolsk anvendelse i religionshistorie og antropologi, når man skal beskrive synkretistiske kulturelle fænomener som eksempelvis de såkaldte skjulte kristne i Japan, kakure kirishitan, eller den hastigt ekspanderende dyrkelse af Santa Muerte. Også etnologer har brugt betegnelsen katolsk, når folkehelgener som Skt. Guinefort skal beskrives, eller når der forskes i, hvordan oprindelige katolske skikke som julekrybber og gravstedslys spreder sig ind i protestantiske områder.

Ordet katolsk er også i brug i historie og i samfundsvidenskaberne, eksempelvis, når man skal forstå den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, eller når man skal forstå perioden Estado Novo i Portugals historie.

Det er meningsgivende at betragte begrebet katolsk som et spektrum. Nogle fænomener er selvklart katolske, mens andre måske nok har afsæt i en katolsk sammenhæng, uden at de i sig selv kan betragtes som specifikt katolske.