biskop

Biskop, indehaver af det øverste kirkelige embede i et stift. Den danske folkekirke har 11 biskopper (2016), der kirkeretligt er administrerende ledere af deres respektive stifter og således fungerer som melleminstans mellem Kirkeministeriet og de underordnede kirkelige myndigheder (provster, præster og menighedsråd), som de bl.a. bistår ved præsteansættelser.

Teologisk består deres opgave i at være åndelige vejledere for præsterne og menighederne. Danske biskopper vælges af stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer efter forudgående opstilling og modtager derefter kongelig udnævnelse efter kirkeministerens indstilling (se også bispevielse).

Helt fra kristendommens tidlige tid er biskoppen blevet valgt af menighed og gejstlighed, i middelalderen af domkapitlet. I den romersk-katolske kirke medfører vielsen, at biskoppen som indehaver af apostlenes myndighed får særlige beføjelser såsom ordinations- og konfirmationsret, disciplinær- og læremyndighed samt forvaltningsopgaver; valget stadfæstes af pavestolen.

Ifølge de ældste kilder til oldkirkens historie blev hvervet som biskop varetaget af en af menighedens presbytere, dvs. ældste (heraf ordet præst), men det nærmere forhold mellem presbyter og biskop er ikke klarlagt. Under sig havde biskoppen et antal diakoner som hjælpere.

Udviklingen i synet på bispeembedet i de første århundreder fremgår bl.a. af skrifter af Ignatius (d. senest 117; "det monarkiske episkopat") og Cyprian (d. 258; "uden biskop ingen kirke, og uden for kirken ingen frelse"). Ignatius' forståelse af bispeembedet lever i nutiden videre i Østkirkens opfattelse af biskoppen som Kristi repræsentant; til en fuldt fungerende menighed hører altid en biskop.

I romersk-katolsk perspektiv er biskopperne også Kristi stedfortrædere og efterfølgere af apostlene, som Jesus selv havde indsat som ledere af menigheden. Biskopperne står i apostolsk succession ved netop at være led i den lange kæde af tilsynsmænd fra apostlenes dage til nu. Som apostlen Peters efterfølger er biskoppen af Rom overhoved for bispekollegiet og har en særlig myndighed (se pave). Den anerkendes ikke af andre kristne kirker; Østkirken nøjes med at betragte paven som Vestens patriark på linje med de øvrige patriarker, fx Konstantinopels. Uden at acceptere pavens primat har anglikanismen og visse dele af lutherdommen (den svenske og finske kirke) bibeholdt den apostolske succession.

I Danmark blev successionen afbrudt, da de katolske biskopper blev fængslet ved Reformationens indførelse i 1536, og Johannes Bugenhagen, som ikke selv var bispeviet, i deres sted indviede syv superintendenter året efter. Spørgsmålet om den apostolske succession har undertiden besværliggjort den fælleskirkelige diskussion om kvindelige præster og især kvindelige biskopper, som stadig afvises af den engelske kirke.

I den danske folkekirke blev de første to kvindelige biskopper valgt i 1995 (Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, og Sofie Petersen, Grønlands Stift). Forud herfor var der i de gamle, traditionelle kirker 13 kvindelige biskopper: fem metodistiske i USA, en luthersk i henholdsvis USA, Tyskland og Norge samt fem anglikanske, heraf de tre i USA, en i Canada og en i New Zealand.

Fra 1990'erne har man i den økumeniske diskussion inddraget bispeembedet som en vej til fælleskirkelig tilnærmelse (se Porvoo-erklæringen).

Læs mere om Den Danske Folkekirke.