Hovedstaden i Det Byzantinske Rige, Konstantinopel, blev grundlagt som en kristen by, og som en integreret del af samfundet kom kristendommen til dybtgående at præge byzantinsk kultur og historie.

Forholdet mellem den verdslige magt og kirken — mellem kejser og patriark — er ofte blevet forstået som kejserens beherskelse af den kirkelige organisation og lære (cæsaropapisme).

Et sådant indtryk forstærkes bl.a. af kejserens position som Guds jordiske repræsentant med en særlig plads i de religiøse ceremonier og af, at patriarken blev udnævnt af kejseren. Man må dog snarere opfatte forholdet som et udtryk for sammenfaldende interesser mellem kirken og den verdslige magt, selvom det ikke i alle perioder var gnidningsfrit.

Striden om billederne (ikonerne) i 700-800-tallet og forsøgene på union med Romerkirken i Lyon i 1274 og i Firenze i 1439 er eksempler på konflikter mellem byzantinske kejsere og store dele af gejstligheden; i alle tre tilfælde led kejserne nederlag.

Den byzantinske kirkes lære, organisation og administration, der var baseret på de oldkirkelige konciliers beslutninger, er kendetegnet ved en betydelig grad af traditionsbevarelse.

På konciliet i Konstantinopel i 381 stadfæstedes den nye romerske rigshovedstads, "Det Nye Rom"s, status ved en placering i den kirkelige rangfølge efter paven i Rom, men før patriarkerne i Alexandria, Antiochia og Jerusalem.

Den oprindelige tanke om, at hver pave og patriark udøvede en geografisk afgrænset autoritet uden ret til direkte indblanding i andres anliggender, blev vanskeliggjort ved pavedømmets stigende selvbevidsthed og krav om universel myndighed. Dette affødte en voksende modsætning og afstand mellem patriarken i Konstantinopel og paven i Rom, der mundede ud i kirkespaltningen i 1054 (det store skisma).

De heftige dogmatiske stridigheder i 400-500-tallet om Treenigheden og Kristi to naturer havde svækket patriarkernes jurisdiktion i Syrien, Egypten og Persien til fordel for monofysitiske og nestorianske kirkesamfund; efter de muslimske erobringer i 600-tallet fremstod det konstantinopolitanske patriarkat — den byzantinske rigskirke — som den eneste betydningsfulde rettroende, ortodokse kirke i det østlige Middelhavsområde.

Konstantinopels kirke kaldtes for "alle andre kirkers overhoved", og patriarken blev tituleret "økumenisk patriark", dvs. den øverste i riget (det græske ord oikoumene betegner 'den beboede verden', dvs. Det Byzantinske Rige).

Kirken besad en organisation og kirkelig administration, der omfattede hele riget; i forlængelse af den politiske udvikling ændredes også den kirkelige organisations udbredelse.

Den geografiske opdeling modsvarede den gejstlige rangorden i patriark, metropolit, ærkebiskop, biskop og præst; hertil kom embeder som fx diakon og embeder med tilknytning til den omfattende centrale administration i Konstantinopel.

Overtagelsen af Illyrien i 700-tallet blev overordentlig betydningsfuld for missionen blandt de slaviske folkeslag på Balkan og via disse senere i Rusland. Slavermissionen er en af den byzantinske kirkes væsentlige bedrifter.

På regelmæssige synoder og konciler behandledes såvel læremæssige spørgsmål, især vedrørende kætterier, som administrative anliggender. Kirken udøvede egen jurisdiktion over gejstligheden og sin ejendom og over lægfolk i visse anliggender (fx dele af ægteskabslovgivningen); denne ret var nedfældet i den omfattende kanoniske lov.

Kirken baserede størstedelen af sin økonomi på donerede jordejendomme, der principielt var urørlige; alligevel blev de gentagne gange antastet af den verdslige magt.

Det byzantinske lægfolk engagerede sig aktivt i kirkens liv og forhold, og omkring talrige kirker og klostre udviklede sig et levende fromhedsliv med en rig liturgisk praksis og en højt udviklet religiøs kunst, musik og arkitektur.

Forud for den tyrkiske erobring af Konstantinopel havde modstand mod unionen med Romerkirken sendt patriarken i landflygtighed. I januar 1454 gav sultanen en nyudpeget patriark og de kristne undersåtter mulighed for at opretholde den ortodokse kirke under det tyrkisk-muslimske herredømme; beslutningen, der byggede på såvel islamisk tradition som på politiske overvejelser, blev senere kendt som millet -ordningen.

En arv fra den byzantinske kirke er forbindelsen mellem det verdslige styre og kirken, der er typisk for den ortodokse verdens nationalkirker, hvor kirkerne er autokefale, dvs. i kirkelig henseende selvstyrende, fx i Rusland, Grækenland og Serbien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig