økumeni

Økumeni er bestræbelser for en almen kirkelig enhed gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

Selve ordet, på oldgræsk oikoumene, blev allerede i førkristen tid anvendt om 'den beboede verden'. I 300-tallet blev ordet del af den kirkelige terminologi, da oldkirken afholdt sine første økumeniske konciler, som gjorde krav på universel gyldighed. Efterhånden fik ordet udelukkende kirkelig betydning, således at oikoumene betegnede den universelle kirke; fra reformationstiden blev de oldkirkelige trosbekendelser karakteriseret som såkaldt økumeniske symboler. Det økumeniske patriarkat i Konstantinopel (nuværende Istanbul) kaldte sig siden 500-tallet sådan for at markere patriarkens æresprimat i forhold til den romerske pave.

Skønt begrebet således tidligt gjorde sig kirkehistorisk gældende, blev det først for alvor genoptaget i 1800-tallet, da man begyndte at anvende det om den holdning, der søgte at overvinde de bestående skel mellem konfessioner og nationer. I 1900-tallet blev den økumeniske bevægelse navnet på de kirkelige enhedsbestræbelser, der internationalt udmøntede sig i konfessionskirkernes sammenslutning (fx i de økumeniske verdensorganisationer) og interkonfessionelt i de hidtil adskilte og isolerede kirkers engagement i den kirkelige enhed (fx i de økumeniske dialoger).

På trods af undertiden alvorlige spændinger mellem den tredje verdens kirker og moderkirkerne i den gamle verden blev 1900-tallet et økumenisk århundrede, og sammenholdet på tværs af konfessionsgrænser blev styrket. Trods fortsat bestående læreforskelle blev et samarbejde derved gjort muligt på det praktiske plan; det bar frugt først og fremmest på missionsområdet og ved konkretiseringen af det kristne budskab om sendelse til og tjeneste for verden. Disse tanker fik skikkelse på den første verdensmissionskonference i 1910 i Edinburgh, der ofte betragtes som den moderne økumeniske bevægelses begyndelse, og hvor forestillingerne om det internationale og det interkonfessionelle smeltede sammen.

Konferencen understregede nødvendigheden af evangeliets udbredelse i verden (mission) og derfor også nødvendigheden af at fjerne de primære hindringer herfor, nemlig den spaltede kristenhed og de heraf følgende konkurrerende konfessioner. Endvidere betonede Edinburgh-mødet forpligtelsen til at stræbe efter fred og social retfærdighed og formulerede programmatisk bestræbelserne for at søge den enhed, som ifølge trosbekendelsen er Kristi kirkes væsen (jf. Joh. 17,21).

Disse idéer førte allerede i 1910 til dannelsen af Faith and Order-bevægelsen (til drøftelse af lærespørgsmål) og i 1920 af Life and Work-bevægelsen (til varetagelse af kirkernes praktiske opgaver) samt i 1921 til grundlæggelsen af Det Internationale Missionsråd. Af dette arbejde med kirkens lære, praksis og mission udviklede sig Kirkernes Verdensråd i 1948.

1920-1948 var de kirkelige verdenskonferencers epoke, hvor aktørerne var kirker og kirkelige organisationer, fx missionsselskaber. Blandt kirkerne var det først og fremmest de protestantiske, men fra begyndelsen også de østlige ortodokse kirker, der deltog. Den romerskkatolske kirke var længe yderst reserveret og gjorde først fra 2. Vatikankoncil 1962-1965 sin entré på den økumeniske scene.

1700-tallets og 1800-tallets mission var udgået fra de vestlige lande og havde sammen med kristendommen eksporteret den konfessionelle splittelse til Asien, Afrika og Latinamerika og tilmed udsat dem for imperialisme, kolonialisme og kulturel ødelæggelse. Undertiden ledsaget af voldsomme konflikter om bl.a. forholdet mellem teologi og inkulturation reagerede den økumeniske bevægelse herpå ved at forny missionsbegrebet fra vestlig mission til verdensmission.

Life and Work tog på møder i Stockholm i 1925 (på initiativ af den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom) og i Oxford 1937 stilling til en række socialetiske, herunder politiske, spørgsmål og deres forhold til den kristne tro.

Faith and Order afholdt verdenskonferencer i Lausanne i 1927 og i Edinburgh i 1937, hvor man drøftede hidtil kirkeadskillende lærespørgsmål og forestillingen om den kirkelige enhed, som man var på vej til.

Allerede på dette tidspunkt var det klart, at den økumeniske bevægelse mellemkirkeligt var blevet en integreret del af kirkernes liv, selvom det dengang som senere viste sig vanskeligt at engagere de enkelte menigheder.

Siden 1948 har den økumeniske bevægelse været domineret af Kirkernes Verdensråd og de konfessionelle verdensforbund. Den hollandske teolog Willem Visser't Hooft var en stor del af perioden den altdominerende skikkelse som generalsekretær for Kirkernes Verdensråd. Med skyldig hensyntagen til en forandret situation har den økumeniske dagsorden i 1900-tallets anden halvdel i princippet været tro mod bevægelsens oprindelige temaer: enhedsbegrebet, socialetikken og missionsforståelsen. Hvori består konkret den enhed, der er målet for talrige interkonfessionelle dialoger? Hvad er kirkernes bidrag til retfærdighed og fred i en verden, der trues fra mange sider? Hvorledes garanteres det, at mission ved for stærk betoning af inkulturation og den sammenhæng, hvori forkyndelsen finder sted, udvandes til synkretisme? Flere af disse konfliktspørgsmål, ikke mindst de politiske, har i årenes løb ført til markante polariseringer (se også sekularøkumeni og den tredje økumeniske bevægelse) og bragt Kirkernes Verdensråd til randen af splittelse.

Erkendelsen af, at det i nutidens verden ikke er muligt at være kirke uden at tage vare på et ansvar, der også er af sekulær art, samt at denne opgave bedst og formentlig kun kan løses i fællesskab, er den økumeniske bevægelses største bidrag. Fristelsen til at overbetone det politiske engagement og tilsvarende underbelyse kirkens primære forpligtelse til at forkynde evangeliet har på den anden side utvivlsomt undertiden været dens akilleshæl.