monofysitisme

Monofysitisme, kristologisk retning fra midten af 400-t., ifølge hvilken Kristus ikke har to naturer (en guddommelig og en menneskelig), men kun én: Guds kødeliggjorte Ord. Se også kristologi og monoteletisme.

Monofysitismen er typisk for den alexandrinske skoles skelnen mellem guddommeligt og menneskeligt.

Eutyches, lederen af et stort kloster i Konstantinopel, mente, at der efter foreningen af den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus kun var tale om én guddommelig natur, der helt rummede Kristi menneskelighed.

Eutyches var derfor en ivrig modstander af Nestorios' adskillelse af Kristi to naturer. Da Eutyches' monofysitiske lære i 448 blev fordømt, foranlediget af biskop Flavianos på en synode i Konstantinopel, reagerede biskop Dioskuros af Alexandria ved i 449 at indkalde til et kirkemøde, kendt som røversynoden i Efesos, og erklære Eutyches for rettroende.

Imidlertid vandt den antiochenske skoles tonaturslære i 451 en afgørende sejr, da monofysitismen blev fordømt på Kalchedonkoncilet.

Herefter var læren om Kristi to forskellige naturer i én og samme person Vestkirkens rette lære. Østkirken og især munkebevægelserne var dog fortsat domineret af monofysitismen.

Fastholdelsen af monofysitismen medførte enkelte kirkers selvstændighed, hvilket fortsat er tilfældet i den syriske kirke, armenske kirke og koptisk-ortodokse kirke.