Den koptisk-ortodokse kirke er det største kirkesamfund i Egypten. Trods dogmatisk uenighed med de kalchedonensisk-ortodokse kirker hører den koptiske kirke til samme kristendomstype med munkevæsen og helgen-, relikvie- og Mariakult. Kirken har fem store faster og mange fester. Koptisk er stadig liturgisk sprog. Der findes en lille koptisk menighed i Danmark med egen kirke i Taastrup.

Patriarken, kirkens overhovede

Egyptens koptiske kirkes overhovede er patriarken af Alexandria, der siden 2012 har været Tawadros 2. Indtil 1959 var også den etiopisk-ortodokse kirke underlagt den koptiske patriark.

Traditionen hævder, at evangelisten Markus bragte kristendommen til Alexandria, og at de alexandrinske biskopper, der er patriarker for Egyptens kirke, er hans efterfølgere (se apostolsk succession). Historisk set er denne tradition tvivlsom, men grundlæggende for den koptisk-ortodokse kirkes selvforståelse.

Den koptisk-ortodokse kirkes historie

Den ældste egyptiske kirke var græsk, men fra ca. 300 blev kopterne kristne, og munkevæsenet og en koptisk litteratur opstod. Den koptisk-ortodokse kirke brød med rigskirken, fordi denne på koncilet i Kalchedon i 451 vedtog læren om Kristi to naturer. Derefter støttede de byzantinske kejsere det kalchedonensiske mindretal og forfulgte ofte flertalskirken (se monofysitisme). Den arabiske erobring af Egypten i ca. 640 betød, at kopterne blev pålagt den særlige kopskat, jizya, som islam kræver af kristne og jøder. Efterhånden konverterede størsteparten af befolkningen til islam, og i 800-tallet satte talesprogets gradvise uddøen ind. I middelalderen fandt pogromagtige forfølgelser af kopterne sted, men koptere opnåede også høje stillinger i den egyptiske administration.

I 1800-tallet blev koptere og muslimer stillet lige på mange områder. Patriarken Kyril 4. (1854-1861) indførte moderne skoler, men under hans efterfølgere blev kirken præget af en strid mellem et konservativt kleresi og en lægmandsbevægelse, der stræbte efter reform. Denne strid er i dag overvundet.

Der fandt i 1900-tallet en vis koptisk udvandring til Vesten til sted, herunder til Danmark. I Egypten er der i nyere tid opstået mindre, katolsk-koptiske og evangelisk-koptiske kirker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig