paulinske breve

Karakteren og indholdet af brevene afhænger af de konkrete anledninger, hvori de hver især er skrevet. Alle breve er stilet til kristne menigheder, som allerede bestod, og som næsten alle (bortset først og fremmest fra den romerske) var grundlagt af Paulus selv. Der er således ikke tale om, at brevene selv er forkyndende eller missionerende; man må regne med, at forkyndelsen og missionen havde fundet sted i og med, at menighederne blev grundlagt. Brevene vil udbygge og befæste de pågældende menigheders tro, eller udtrykt anderledes: De vil mane til eftertanke mht., hvad den kristendom, som menighederne allerede bekender sig til, i grunden står for. Netop på dette forhold beror også den almene og nutidige betydning af Paulus' breve.

Flere af brevene udspringer af kriser mellem Paulus og hans menigheder. Det er særlig tydeligt i 1. Thessalonikerbrev, Galaterbrevet og 1. og 2. Korintherbrev.

I 1. Thessalonikerbrev, som er det ældste kristne dokument, der findes, drejer sagen sig om de dødes opstandelse: Paulus havde åbenbart ikke talt herom ved grundlæggelsen af menigheden i Thessaloniki, men havde forudsat de kristnes umiddelbare indgang i Gudsriget ved Kristi snarlige genkomst; i mellemtiden var flere dødsfald indtruffet, menigheden var blevet opskræmt, og Paulus må nu redegøre for temaet "dødes opstandelse".

I Galaterbrevet er der tale om en ganske anden krise. Visse forkyndere, de såkaldte judaister, havde indfundet sig i de galatiske menigheder og søgt at overbevise om, at troen måtte ledsages af overholdelse af Moseloven, herunder budet om omskærelse; i denne situation mobiliserede Paulus hele sin teologi, ikke mindst læren om retfærdiggørelse ved tro alene, ikke ved lovgerninger.

I 1. og 2. Korintherbrev drejer konflikten mellem Paulus og hans menighed sig om en hellenistisk visdomslære, der har vundet indpas i den korinthiske menighed og vendt op og ned på den forståelse af kristendommen, som Paulus selv havde bragt; Paulus må så i to lange breve gøre den forskel gældende, som består mellem kristendom og græsk-hellenistisk filosofi.

Rækkefølgen af brevene kan fastlægges på grundlag af deres egne oplysninger om Paulus selv og hans medarbejdere, om medafsendere, brevoverbringere, rejser og rejseplaner. Afgørende er her oplysningerne om en dobbelt rejseplan for medarbejderen Timotheus og Paulus selv. Det fremgår heraf, at Filipperbrevet er skrevet før 1. Korintherbrev, og at Paulus var i fængsel i Efesos, da han skrev Filipperbrevet, en oplysning, som ikke findes i den udførlige skildring af Paulus' treårige ophold i Efesos i Apostlenes Gerninger, og som udelukker, at Filipperbrevet først skulle være skrevet under Paulus' senere fangenskab i Rom, hvor han heller ikke var i fængsel, som Filipperbrevet siger, men kun i husarrest.

Ligesom Filipperbrevet er også Filemonbrevet skrevet i fængslet i Efesos. I Filemonbrevet annoncerer Paulus, at han regner med snart at blive frigivet fra fængslet og derpå sammen med Timotheus at komme på besøg i Kolossai (Kolossæ) i Frygien, ca. 200 km øst for Efesos; af 1. Korintherbrev, 16,19 ses det, at besøget blev gennemført.

At Filemonbrevet er adresseret til kristne i Kolossai, og at det var Kolossai, Paulus ville besøge, fremgår imidlertid kun af Kolossenserbrevet, hvorfor dette brev også bør betragtes som ægte og som skrevet under Paulus' fængselsophold i Efesos.

Af Galaterbrevet fremgår, at Paulus ville være rejst til menighederne i Galatien i det indre af Lilleasien, men at han var blevet forhindret deri af fysisk svækkelse, formodentlig en følge af hans fængselsophold i Efesos. I stedet skrev han Galaterbrevet, hvori han bl.a. informerer om det stedfundne apostelmøde i Jerusalem og dets forløb; han omtaler tillige pengeindsamlingen til de fattige i Jerusalem, der ved samme lejlighed blev vedtaget (Galaterbrevet, 2,10); indsamlingen er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger.

Da Paulus skrev 1. Korintherbrev, var han igen vendt tilbage til Efesos. Imens var medarbejderen Timotheus på en rundrejse, der via provinsen Makedonien (med byen Filippi) skulle bringe ham til Korinth i Grækenland. I Korinth skulle Timotheus oprindelig have mødt Paulus, men denne havde i mellemtiden ændret sin del af rejseplanen og ville nu først besøge Makedonien, før han kom til Korinth. Derfor skrev Paulus i Timotheus' fravær 1. Korintherbrev, hvori han til slut giver Timotheus besked om at vende tilbage til Efesos.

At dette faktisk skete, ses af 2. Korintherbrev, der er skrevet i Makedonien, altså formodentlig i Filippi, og har Timotheus som medafsender. I 2. Korintherbrev måtte Paulus bl.a. forklare og forsvare, at han havde ændret sin rejseplan og dermed udskudt sit besøg i Korinth.

Ved begge breve, 1. og 2. Korintherbrev, var overbringeren Titus, som Paulus først havde truffet i Efesos, og som aldrig havde været i Korinth, før Paulus sendte ham dertil med 1. Korintherbrev (se 2. Korintherbrev, 7,14). Ham havde Paulus også haft med til apostelmødet i Jerusalem (Galaterbrevet, 2,1-3), hvoraf følger, at apostelmødet først har fundet sted, efter at Paulus havde mødt Titus i Efesos og gjort ham til medarbejder; Titus er ikke omtalt i Apostlenes Gerninger.

I Korinth skrev Paulus så Romerbrevet, hvori han bl.a. annoncerer et besøg i Rom, efter at han først har været i Jerusalem og dér været med til at overbringe pengene fra den gennemførte indsamling.

Det fremgår heraf, at de nævnte breve alle er skrevet efter apostelmødet i Jerusalem (Galaterbrevet, 2,1-10; Apostlenes Gerninger, 18,22); kun 1. (og 2.) Thessalonikerbrev er skrevet før apostelmødet. Brevenes kronologiske rækkefølge er da: 1. (og 2.) Thessalonikerbrev; Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Filemonbrevet (og Efeserbrevet) fra fængslet i Efesos; Galaterbrevet fra Kolossai; 1. Korintherbrev fra Efesos; 2. Korintherbrev fra Makedonien, formodentlig Filippi; og Romerbrevet fra Korinth.

1. Korintherbrev er skrevet ved påsketid (1. Korintherbrev, 5,7), Paulus' afrejse fra Efesos til Makedonien har fundet sted ved pinsetid (1. Korintherbrev, 16,8), 2. Korintherbrev er skrevet kort efter nytår (2. Korintherbrev, 8,10; 9,2), som ifølge den makedonisk-jødiske kalender var ved efterårsjævndøgn, og Romerbrevet er skrevet ved afslutningen af besøget i Korinth i vinteren derefter (1. Korintherbrev, 16,6-7).

Bortset fra 1. (og 2.) Thessalonikerbrev, der er skrevet tidligere, er brevene således skrevet inden for et tidsrum på et år, fra februar til februar. Indsamlingen til Jerusalem har formodentlig haft med et sabbatår i Palæstina at gøre; år 54-55 e.Kr., fra efterår til efterår, var et sådant sabbatår. I så fald er pengene fra indsamlingen blevet overbragt i forsommeren 55, da kornhøsten var udeblevet, og korn skulle indkøbes i Egypten som på Josefs tid. Hovedparten af brevene er altså skrevet i det korte tidsrum mellem februar 54 og februar 55.