Joe Biden
USA's præsident Joe Biden holder pressemøde i Det Hvide Hus den 4. februar 2022 med udgangspunkt i offentliggørelsen af kongetallet for januar.
Joe Biden
Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix .

Kongetal eller kongetallet er en central indikator for den økonomiske udvikling i USA.

Kongetal anvendes således i danske medier som det gængse udtryk for størrelsen af den seneste måneds ændring i antallet af amerikanske lønmodtagere. Dette tal offentliggøres i begyndelsen af hver måned og er en vigtig strømpil for konjunkturudviklingen i USA. Offentliggørelsen får derfor stor opmærksomhed verden over og kan blandt andet påvirke kurserne på de finansielle markeder og få betydning for den økonomiske politik i USA og andre lande.

Den månedlige beskæftigelsesrapport

Bureau of Labor Statistics (BLS), en gren af det amerikanske beskæftigelsesministerium, offentliggør den første fredag i hver måned kl. 8.30 (lokal tid) rapporten The Employment Situation, der beskriver arbejdsmarkedssituationen i USA.

Rapporten indeholder oplysninger om en række forhold som beskæftigelse, timetal, ledighed og aflønning af ansatte i alle brancher med undtagelse af landbruget og nogle få andre typer arbejde.

En central afrapportering

Rapporten er en af de vigtigste og mest omfattende afrapporteringer af økonomiske data fra USA og den tidligste til at præsentere data fra den umiddelbart foregående måned. Derfor er der meget stor interesse omkring offentliggørelsen og især for det nøgletal, der udtrykker ændringen i antal ansatte lønmodtagere på størstedelen af det amerikanske arbejdsmarked.

Mange prognosemagere har på forhånd offentliggjort deres forventninger til dette tal, og afhængigt af, om rapporten overgår forventningerne eller det modsatte, kan det påvirke det amerikanske aktiemarked og dollarkursen positivt eller negativt. Også i andre lande som Danmark bliver aktiemarkedet ofte påvirket af offentliggørelsen af det amerikanske nøgletal.

Tolkningen

En stor stigning i antallet af beskæftigede demonstrerer, at virksomhedernes vækst er høj, og er desuden et fingerpeg om, at lønmodtagernes købekraft og dermed efterspørgsel efter varer vil stige fremadrettet. Det peger i retning af stigende afsætning i de kommende måneder og dermed også en stigning i den amerikanske import, hvilket gavner erhvervslivet i Danmark og andre lande.

Opgørelsen af det nye kongetal

Opgørelsen i rapporten bygger på indberetninger fra et meget stort antal private og offentlige virksomheder, der omfatter ca. en tredjedel af den samlede amerikanske beskæftigelse. Den er dermed ikke udtryk for en totaltælling. Udover beskæftigede i landbruget indgår visse andre grupper som selvstændige erhvervsdrivende, ansatte i det amerikanske forsvar, i private hjem og i nonprofit-organisationer heller ikke i tallene, der tilsammen dækker omkring 80 % af det amerikanske arbejdsmarked. Der fokuseres normalt på den sæsonkorrigerede beregning af beskæftigelsesudviklingen.

Da befolkningen og arbejdsstyrken i USA generelt stiger over tid, vil lønmodtagerbeskæftigelsen normalt også stige hver måned, sådan at kongetallet er positivt. Kun i større konjunkturtilbageslag vil det være negativt, men også en stigning, der er beskeden i forhold til befolkningsudviklingen, vil normalt være et udtryk for dårligere konjunkturer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig