Finansielle markeder er markeder for omsætning af finansielle kontrakter og værdipapirer og for gennemførelse af finansielle transaktioner. De forbinder personer og institutioner med ledig kapital med dem, der gerne vil låne.

De finansielle markeder er traditionelt opdelt i en række delmarkeder: pengemarkedet, obligationsmarkedet, pantebrevsmarkedet, aktiemarkedet, valutamarkedet samt markedet for handel med afledte fordringer, derivater, fx futures og optioner, i Danmark FUTOP-markedet.

Udviklingen på de finansielle markeder har principielt mange lighedspunkter med udviklingen på markederne for varer og tjenesteydelser. Handelen sker enten gennem organiserede markeder, fx børser, eller som såkaldt OTC-handel (Over the Counter 'over disken'). OTC-handeler er individuelle handeler uden specifikke lovreguleringer for markedets indretning og krav om offentlig rapportering. Standardiserede produkter med tilstrækkeligt volumen omsættes oftest via børser, hvortil specifikke lovmæssige krav er knyttet.

Pengemarkedet

Pengemarkedet spænder fra dag-til-dag-markedet eller interbankmarkedet, hvor pengeinstitutter kan udligne deres likviditetsmæssige udsving enten indbyrdes eller med Nationalbankens mellemkomst, til aftaleindskud, trækningsmuligheder og FRA-kontrakter (bindende aftaler om rentevilkår for fremtidige perioder) med løbetider fra få dage op til måneder, evt. år. Den nationale pengepolitik kanaliseres i vid udstrækning over pengemarkedet gennem Nationalbankens rentefastsættelse og påvirkning af den samlede likviditet i samfundet.

Obligationsmarkedet

Det danske obligationsmarked er blandt de største i verden i absolut forstand og klart det største målt i forhold til indbyggertal og nationalprodukt, se realkredit. Markedet udspringer i sin nuværende form af finansbehovene efter Københavns Brand i 1795. Udviklingen har dog særlig fundet sted siden 1850, da den første egentlige lovgivning om kreditforeninger trådte i kraft.

Obligationsmarkedet består af realkreditobligationer, som almindeligvis er annuitetsobligationer med løbetider på op til 30 år, statsobligationer, som normalt er stående lån med væsentlig kortere løbetider end realkreditobligationerne, samt virksomhedsobligationer. Realkreditobligationerne dominerede i mange år markedet. Underskuddet på statsfinanserne siden 1975 har imidlertid ført til en stadig stigning i udbuddet af statspapirer. I Danmark udgør virksomhedsobligationer i modsætning til i de fleste andre lande kun en ubetydelig del af obligationsmarkedet. Nogle pengeinstitutter udsteder dog egne obligationer som såkaldt "ansvarlig indskudskapital".

Pantebrevsmarkedet

Pantebrevsmarkedet er et typisk OTC-marked, som primært vedrører lån med pant i fast ejendom og med yderligtliggende prioritetsstilling. I takt med lempelser i adgangen til realkreditbelåning siden begyndelsen af 1980'erne er pantebrevsmarkedets betydning reduceret.

Aktiemarkedet

Aktiemarkedet i Danmark har sin oprindelse på den varebørs, som fra 1680 daglig fungerede i den gamle børsbygning, Børsen, i København. Handelen med aktier havde dengang nær tilknytning til handelsflådens aktiviteter og de danske kolonibesiddelser. En egentlig regulering af markedet med formkrav til en officiel kursnotering fandt først sted med Mæglerforordningen af 1808. Til sammenligning oprettedes New York Stock Exchange i 1792 og Londons Stock Exchange i 1802.

Indtil begyndelsen af 1980'erne var det danske aktiemarked et i international sammenhæng meget lille marked. Tiltagende vanskeligheder med at fremskaffe tilstrækkelig egenkapital gennem egen indtjening og gennem enkeltindividers direkte investeringer har bidraget til et større aktiemarked, om end der stadig er tale om et ret illikvidt marked. Det er en fremtrædende egenskab ved mange danske aktieselskaber, at deres udstedte aktier er opdelt i aktieklasser med forskellig stemmeret (A-aktier og B-aktier), og at A-aktierne ejes af familier eller af familiefonde og kun sjældent omsættes. Hertil kommer, at et mindre antal institutionelle investorer (pensionskasser, ATP mv.) skønsmæssigt ejer mere end 1/3 af samtlige børsnoterede danske aktier som langsigtede porteføljeinvesteringer.

Valutamarkedet

Valutamarkedet er et eksempel på et telefonmarked, hvorpå valutadealernes handel — i det mindste før fremkomsten af elektroniske handelssystemer — sker via mange samtidig igangværende telefonsamtaler. Valutamarkedet har traditionelt som opgave at gennemføre betalinger i forbindelse med international handel og internationale investeringer. Indtil midten af 1970'erne var valutahandelen generelt begrænset af mange nationale restriktioner på kapitalbevægelser; siden da er der imidlertid sket omfattende liberaliseringer, således at de fleste lande med konvertible valutaer har fået reelt frie kapitalbevægelser over landegrænserne. Valutamarkederne er særdeles likvide og åbne hele døgnet, handelen flytter rundt mellem finansielle centre som London, Frankfurt, New York, Tokyo og Hongkong, og bruttoomfanget af handelen er mange gange større end de bagvedliggende kommercielle transaktioner.

Markedet for afledte fordringer

Markedet for afledte fordringer, derivater, har siden begyndelsen af 1970'erne oplevet en voldsom produktudvikling, financial engineering. De grundlæggende kontrakter er futures, optioner og swaps. Udviklingen har imidlertid ført en strøm af til tider fantasifulde varianter med sig, også omtalt som exotic derivatives.

Forwardkontrakter (terminskontrakter) har en lang historie bag sig som OTC-kontrakter. Med dem kunne producenter og/eller kunder overføre deres egen risiko ved prisudviklingen på de fremtidige varemarkeder til andre ved at indgå bindende aftaler om fremtidig levering til en på forhånd aftalt pris. De har også givet anledning til nogle dramatiske finanskriser, fx den hollandske "tulip mania" i 1636-37, hvor ubehersket spekulation i tulipanløg endte med et finansielt sammenbrud. En egentlig nyudvikling satte ind i midten af 1800-t. med markeder for standardiserede, omsættelige futureskontrakter for landbrugsprodukter og visse råvarer. Således oprettedes CBOT (Chicago Board of Trade) i 1848. Grundlaget for nutidens futureskontrakter som omsættelige kontrakter, der er garanteret af et såkaldt "clearinghouse" til varetagelse af kreditrisikoen, blev skabt i 1865. Nyudviklingen var imidlertid beskeden, indtil informationsteknologien og nyere finansieringsteori i slutningen af 1960'erne igangsatte en rivende udvikling af nye og stedse mere sofistikerede produkter.

En option er en rettighed til køb af (call option) eller salg af (put option) et underliggende aktiv på et på forhånd aftalt tidspunkt og til en på forhånd fastsat aftalekurs. En warrant er en call option på en virksomheds nyudstedte aktier, men glosen anvendes også hyppigt for længereløbende call optioner på aktier. Det første organiserede børsmarked for optioner blev etableret i Chicago i 1973; FUTOP-markedet i Danmark blev etableret i 1988.

En swap er et bytte af betalinger. Fx kan to låntagere med hhv. et fastforrentet og et variabelt forrentet lån bytte forrentningsvilkår, i stedet for at de hver især indfrier deres lån og optager nye. På samme måde kan lånevalutaer byttes parterne imellem, uden at de bagvedliggende lån indfries.

Børshandel kunne før den moderne informationsteknologis gennembrud almindeligvis være organiseret på to måder: Ved en opråbsnotering, hvor de enkelte værdipapirer handledes i en bestemt rækkefølge, eller ved floor trading, hvor børshandlerne løbende udvekslede købs- og salgsordrer med efterfølgende offentlig rapportering om indgåede handeler. Den enkelte børshandler kunne være forpligtet til at fungere som "market maker" og stille købs- og salgspriser for udvalgte værdipapirer. Floor trading opleves ofte af udenforstående som hektisk og kaotisk.

I løbet af 1980'erne overgik handelen på de fleste børser til elektroniske handelssystemer uden direkte kontakt køber og sælger imellem. I London kaldtes denne overgang for Big Bang. Handelssystemerne kan indrettes til automatisk at matche udmeldte købs- og salgstilbud, eller de kan fremstå som en moderne udgave af floor trading.

De finansielle markeder og prisændringerne på dem har en meget høj reaktionshastighed i sammenligning med markederne for varer og tjenesteydelser. Grundlæggende økonomiske forandringer og ændringer i befolkningens forventninger til fremtiden giver umiddelbart udslag på de finansielle markeder, hvilket undertiden opleves som kriser. I andre sammenhænge har de finansielle markeder været genstand for spekulative sammenbrud. I 1900-t. fremtræder specielt Børskrakket 1929 i New York og sorte mandag (19.10.1987) som spektakulære hændelser. Det er et tilbagevendende politisk diskussionsemne, hvordan love og tilsyn bedst vil kunne forebygge spekulative hændelser. Siden sorte mandag har specielt de programmerede elektroniske systemer, som automatisk udløser købs- og salgsordrer, været genstand for kritik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig