Økonomiske indikatorer, normalt forholdsvis summariske eller enkle mål for udviklingen i centrale økonomiske størrelser. Indikatorer for den generelle økonomiske udvikling vil som oftest vedrøre pris- og lønudvikling, beskæftigelse og arbejdsløshed, industriproduktion, husholdningers forbrug, udenrigshandel og betalingsbalance, kreditmarkedsforhold samt offentlige finanser. For økonomiske beslutningstagere og de finansielle markeder mv. er det vigtigt, at indikatorerne foreligger hurtigt efter den periode, de vedrører. Men de kan også være baseret på offentlige budgetter eller på svar på forespørgsler om virksomheders og husholdningers planer og forventninger (konjunkturbarometre og forbrugertillidsindikatorer) og således vedrøre en fremtidig periode. Indikatorer vil normalt på et senere tidspunkt kunne vurderes ved sammenligning med resultaterne af en bredere og mere basalt funderet statistik.

Det er især vigtigt, at de økonomiske indikatorer giver hurtig og pålidelig information om vendepunkter i konjunkturudviklingen. Jo tidligere en indikator er i stand til at identificere et udviklingsforløb, des mere nyttig er den; man taler i den forbindelse om ledende indikatorer, fx vil antallet af byggetilladelser være en ledende indikator for den senere udvikling i byggeaktiviteten. Danmarks Statistik offentliggør månedlig et omfattende sæt økonomiske indikatorer i Konjunkturstatistik, og internationalt er hovedkilden den månedlige Main Economic Indicators fra OECD.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig