Antikva er den almindeligste europæiske trykskrift til store og små bogstaver. Skriften er karakteristisk ved sine opretstående bogstaver med varierende stregtykkelse (henholdsvis grundstreger og hårstreger) samt ved bogstavernes linjeafslutninger, de såkaldte seriffer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet antikva kommer af latin (littera) antiqua 'det gamle (bogstav), den gamle (stil, skrift)'.

Antikvaen er affødt af den antikke romerske kapitælskrift, de store bogstaver (majuskler) til inskription på søjler og monumenter samt – for de små bogstavers vedkommende – af den karolingisk minuskelskrift baseret på håndskrift fra 800-tallet. Antikvaen har været den dominerende trykskrift i alle lande syd for Alperne siden 1470'erne og i hele den vestlige verden siden 1550'erne.

Omkring år 1500 var der tilkommet hældende bogstaver til antikvaen som skriftens naturlige følgesvend – den såkaldte kursiv. Har man brug for at skelne mellem de to forskellige bogstavformer, kursiv og antikva, taler man om kursiven til forskel fra ordinæren.

Antikvaen har i sit design siden 1400-tallet ændret sig i takt med tidens almindelige stiludtryk. Et europæisk klassifikationssystem for skrifttyper (Vox-ATypi Classification 2001) opererer med fire forskellige grundliggende designgrupper for alle antikvaskrifter: Humane, Garalde, Réale og Didone. I daglig tale på dansk: renæssanceskrifter, barokskrifter, overgangsskrifter (nyklassisiske skrifter) og empireskrifter.

Renæssancen

Den almindeligt anerkendt tidligste, ægte antikva (Humane) blev skabt og lanceret af venetianeren Nicolas Jenson i ca. 1460. Den har relativt brede bogstaver og stadigt lidt præg af håndskrifters penneføring. Kraftige grund- og hårstreger og en lidt tilbagehældende akse i de små bogstaver. Nærmest definerende er den skrå hårstreg i bogstav lille e. Jensons antikva blev "genopdaget" i slutningen af 1800-tallet og har siden dannet forbillede for ganske mange senere trykskrifter, først af dem alle William Morris' berømte Golden Type fra 1891, Bruce Rogers Centaur fra 1914 og i vor tid Robert Slimbachs (f. 1956) Adobe Jenson fra 1994.

Igennem 1500- og 1600-tallet ser man i antikvaerne (Garalde) en styrket forskel i bogstaverne mellem grundstreger og spinklere hårstreger. Hældningsgraden på aksen i de små bogstaver løftes lidt, og hårstregen i bogstav lille e bliver vandret. Det mest berømte eksempel på sene renæssanceantikvaer er nok franskmanden Claude Garamonds skrift Garamond antikva fra 1540'erne, der stadig i vore dage hører til de mest populære trykskrifter. Udbredte garaldeskrifter er i nyere tid også Eric Gills Perpetua fra 1929 og Herman Zapfs Palatino fra 1948, og Robert Slimbachs Minion fra 1987.

Barokken

I 1600-tallets Europa præges bogtrykket massivt af nederlandsk påvirkning, og skriftdesign bliver ikke noget interessant udviklingsområde. Kan en skrift bruges, er den god nok. Vi befinder os i Barokken. Stilløse nederlandske skrifter importeres og bruges overalt på kontinentet. Men i 1730'erne tog den engelske skriftstøber William Caslon kampen op og lancerede en gennemarbejdet, forfinet, ny antikva. Caslon antikva har relativt brede minuskler, runde former, bløde seriffer på majusklerne og ret stor kontrast mellem grundstreger og hårstreger. Barokskrifternes grundliggende design fik stor indflydelse på mange af vor tids mest udbredte trykskrifter, fx Stanley Morrisons Times New Roman fra 1930'erne.

En undtagelse fra barokskrifterne i 1700-tallet blev skabt i de sidste år af århundredet i Frankrig, hvor Ludvig d. 14. fik designet en særlig skrift, der kun måtte bruges af hans kongehus, Romain du Roi. Den var tegnet inden for hvert bogstavs særlige kvadrat (designfelt) og styret af matematiske principper. Resultatet blev meget stive og lodret orientere majuskler, der trods skriftens beskedne udbredelse i Europa fik stor betydning sidenhen for den videre udvikling af antikvaen i slutningen af 1700-tallet.

Nyklassicismen

Inspireret af den store udbredelse William Caslon havde fået med sin antikva ville landsmanden, Birmingham- bogtrykkeren John Baskerville gøre ham kunsten efter med en bedre og mere elegant trykskrift. Det blev til den stadig i vore dage berømte Baskeville antikva. Stilmæssigt svækker Baskerville barokskrifternes stærke kontrast mellem grund- og hårstreger, sikrer samme visuelle udtryk i alle skriftgrader; støber sine typer på smallere typelegemer, så sætteren lettere kan finjustere afstanden mellem bogstaver og ord, samt giver også sin antikva (Réale) et blødere udtryk med flere elegante detaljer: kendt er den åbne bue i bogstav g's underlængde.

Det lykkedes ikke for John Baskerville at udkonkurrere Caslon antikva på hjemmemarkedet. Men fra slutningen af 1700-tallet blev hans skrift vidt udbredt på kontinentet, og i senere støbninger en favorit specielt i Danmark. I forsøget på at ramme den oprindelige Baskervilles design eller komme ind på skriftmarkedet med den populære skrift har flere end et dusin skriftfirmaer i vor tid budt ind hver med deres variant af Baskerville antikva.

Empiren

Inspireret dels af Baskerville antikva og dels af Romain du Roi begyndte franske og italienske skriftstøbere i slutningen af 1700-tallet at tilpasse antikvaen til industrialiseringens behov for skrifter, der skaber blikfang i aviser, annoncer og på plakater. Deres grundlæggende bogskrift fik nu mange forskellige fede og smalle varianter, designet og støbt til hver deres formål. Førende i denne udvikling var en fransk familie af stempelskærere, familien Didot – hvis navn i dag benyttes om denne antikvastil (Didone) – samt den italienske bogtrykker Giambattista Bodoni.

Begges antikvaer er karakteristiske ved deres meget kraftige grundstreger og ekstremt tynde hårstreger. Bogstavernes akse er helt lodret uden det mindste præg af håndskrift. Som bogskrift i små skriftgrader kan skriftbilledet virke svært læseligt afhængigt af det papir, der er trykt på. Men i store grader viser didoneskrifterne deres potentiale. Skrifterne har tynde, pladeformede seriffer, hvad der også kendetegner de fleste senere empireskrifter eller nyantikvaer, som de også kaldes. I Danmark var de helt frem gennem 1900-tallet meget populære bog- og avisskrifter, især den såkaldte Fransk Antikva.

Nye antikvaskrifter omtales som tilhørende én af de fire kategorier, selv om de oftest også har enkelte karakteristika fra andre kategorier.

Læs mere i Den Store Danske

Jenson (Humane), Garamond (Garalde), Baskerville (Réale) og Bodoni (Didone)
Jenson (Humane), Garamond (Garalde), Baskerville (Réale) og Bodoni (Didone)

Litteratur

  • Birkvig, Henrik; Grundbog i typografi. [3.udg.]. Samfundslitteratur, 2020.
  • Philip, Ejnar, Erik Ellegaard Frederiksen og Henry Thejls: Skriftatlas for bogvenner. Forening for Boghaandværk 1959. En forkortet version med titlen Det danske Skriftatlas udkom 1976.
  • Reimer, Eli: Skriften vort vigtigste værktøj. Red og færdigjort af Henrik Birkvig. Grafisk Litteratur/Den Grafiske Højskole, 2003 (Forening for Boghaandværk. Den nye Selmar /3).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig