minuskelskrift

Minuskelskrift. Udsnit af et håndskrift fra slutningen af 800-t., Otfrid af Weissenburgs Evangelieharmoni, som er en gengivelse på vers af Det Nye Testamente fra ca. 865. Her ses eksempler på majuskler (V og I) og på karolingiske minuskler. Bogstavernes over- og underlængde ses tydeligt; bemærk også det lange s i fx Vnser og sprah og bogstavernes afrundede og regelmæssige fremtoning.

.

Minuskelskrift er en skrift, hvor visse bogstaver har over- og underlængder (hhv. b, d, f, h, k, l, t og g, j, p, q, y) i modsætning til majuskelskrift, hvor alle bogstaver er lige høje.

Faktaboks

Etymologi
Ordet minuskel kommer af latin minusculus 'meget mindre', diminutiv af minor 'mindre'.

Minuskelskriften dominerede den latinske skriftudvikling fra slutningen af 200-tallet. På grundlag af den senromerske halvuncialskrift skabtes den irske minuskelskrift, som også vandt indpas i England og Skotland. Denne irsk-angelsaksiske skrift er også kendt som insulær skrift. På kontinentet udvikledes på grundlag af den yngre romerske kursiv flere forskellige minuskelskrifter: i Spanien den visigotiske, i Syditalien den beneventanske og i Gallien den merovingiske skrift.

Fra sent i 700-tallet udvikledes den karolingiske minuskel, som endte med at udkonkurrere alle andre skrifter. Den er præget af afrundede bogstaver, som er adskilte og regelmæssige. Heraf udvikledes fra 1100-tallet gotisk skrift.

I renæssancen vendte de italienske humanister tilbage til den karolingiske minuskel, som de fejlagtigt antog for at være antik. Siden har minuskler levet videre som små bogstaver i det latinske skriftsystem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig