minuskelskrift

Minuskelskrift er en skrift, hvor visse bogstaver har over- og underlængder (hhv. b, d, f, h, k, l, t og g, j, p, q, y) i modsætning til majuskelskrift, hvor alle bogstaver er lige høje.

Minuskelskriften dominerede den latinske skriftudvikling fra slutningen af 200-tallet. På grundlag af den senromerske halvuncialskrift skabtes den irske minuskelskrift, som også vandt indpas i England og Skotland. Denne irsk-angelsaksiske skrift er også kendt som insulær skrift. På kontinentet udvikledes på grundlag af den yngre romerske kursiv flere forskellige minuskelskrifter: i Spanien den visigotiske, i Syditalien den beneventanske og i Gallien den merovingiske skrift.

Fra sent i 700-tallet udvikledes den karolingiske minuskel, som endte med at udkonkurrere alle andre skrifter. Den er præget af afrundede bogstaver, som er adskilte og regelmæssige. Heraf udvikledes fra 1100-tallet gotisk skrift.

I renæssancen vendte de italienske humanister tilbage til den karolingiske minuskel, som de fejlagtigt antog for at være antik. Siden har minuskler levet videre som små bogstaver i det latinske skriftsystem.