Begrebet aksetid, introduceret af den tysk-schweiziske filosof Karl Jaspers, betegner begyndelsen på en ny æra i oldtiden.
Achsenzeit og undertiden Angelzeit på tysk
I aksetiden undergår oldtidens religioner forandringer, der fører til en større grad af abstraktion og universalisme. Således er aksetiden begyndelsen på en ny æra, som de moderne vestlige samfund stadig spejler sig i. Begrebet, og hvad det dækker over, er dog fortsat omstridt.
Jaspers anvendte begrebet aksetid om perioden fra 800-300 f.v.t., hvor sammenlignelige kulturelle tendenser inden for religion og moral fandt sted gennem hele det eurasiske område omfattende Kina, Indien, Persien, Levanten og Grækenland. For Jaspers udgjorde denne periode en grundfortælling af eksistensfilosofisk betydning for en moderne europæisk bevidsthed. Til gengæld forblev de forskellige "naturfolk" (eller tribale kulturer) i hans opfattelse på et uudviklet stade hinsides den historie, aksetiden indledte, eller de blev en del af historien ved at komme i berøring med den kulturelle udvikling, aksetiden satte i gang.
Basalt set blev en mytisk tankegang i denne periode afløst en moralsk og filosofisk orientering. Særligt i Grækenland opstod interessen for naturen som et genstandsområde, der ikke længere lod sig forklare ud fra gudernes indflydelse.
De store reformatorer i aksetiden er Konfutse (eller Kong Fuzi) og Laotse (eller Lao Zi) i Kina, Buddha i Indien, Zarathustra i Persien, profeterne det i Gamle Israel og de før-sokratiske fysiologoi (naturfilosoffer) i Grækenland.
Den amerikanske religionssociologi Robert Bellah har genanvendt aksetidsbegrebet i et evolutionært perspektiv om generelle samfundsændringer og ledsagende reformationer af herskende kulttraditioner i sidste halvdel af årtusindet f.v.t. Ifølge Bellah er der i de nævnte kulturer tale om mere eller mindre samtidige tendenser i retning af større bydannelser, udviklingen af universelle moralske principper og en større fokus på det enkelte individ. Generelt hævder Bellah, at aksetiden er udtryk for en general, kognitiv vending.
Senest har Jan Assmann skrevet et værk om aksetiden (Achsenzeit 2018), hvor han sår tvivl om den påståede ensartethed mellem de forskellige kulturer, som begrebet ellers forbindes med. Således fremhæver han, at der til forskel fra de polyteistiske religionsformer opstår en monoteistisk gudsdyrkelse fra Akhnaton til Moses. I oldtidens Ægypten forsøgte Faraoen Akhnaton nemlig allerede i det 14. århundrede f.v.t. at erstatte polyteismen med dyrkelsen af solguden Aton. Tilsvarende skulle Moses ifølge den gammeltestamentlige historieskrivning have etableret den israelitiske pagts-religion i det 6. århundrede f.v.t. med Javhe som eneste gud.
Assmann argumenterer for, at monoteisme udgør særlig en religionsform, der adskiller sig væsentligt fra de andre religioner i aksetiden.
Jürgen Habermas har i 2019 (i værket Auch eine Geschichte der Philosophie) forsvaret forestillingen om aksetidens verdensrevolutionære betydning, og han hævder rigtigheden af, at der på tværs af de forskellige kulturer herskede en tendens til en monistisk verdensforklaring. Ontologiske grundbegreber, der fx både omfatter Jahve, dharma, dao, og det græske værensbegreb, ser Habermas således som indbyrdes sammenlignelige udtryk for den idéhistoriske tilblivelse af forestillingen om en ny kosmologisk totalitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.