oldtiden

Oldtiden, de ældste tider indtil middelalderens begyndelse. Den konkrete tidsgrænse, betegnelsen hentyder til, afhænger dog af, hvilken verdensdel eller kultur man beskæftiger sig med.

Den klassiske oldtid dækker traditionelt den græsk-romerske kultur indtil folkevandringstidens begyndelse ca. 375 e.Kr. (se også antikken). Studiet af den klassiske oldtid har rødder i renæssancen og oplysningstiden, hvorfra den klassiske filologi, kunsthistorie og arkæologi udviklede sig til akademiske discipliner i 1700-t. og i dets anden halvdel fik betydelig indflydelse på dannelsesidealer, modestrømninger, kunst og arkitektur, se nyklassicisme.

Den nordiske oldtid svarer til forhistorisk tid, fra de ældste spor af menneskets tilstedeværelse indtil middelalderens begyndelse ca. 1050 e.Kr. Interessen for den nordiske oldtid opstod for alvor ved romantikkens gennembrud: Oehlenschlägers berømte digt "Guldhornene" (1803) og Grundtvigs historiske værker begyndende med Nordens Mytologi (1808), senere fulgt op med oversættelser af Saxos og Snorri Sturlusons krøniker. Det arkæologiske studium af Nordens oldtid blev muliggjort efter oprettelse af Oldsagskommissionen 1807, der førte til dannelsen af Museet for Nordiske Oldsager, det senere Nationalmuseum. Museets organisator, C.J. Thomsen, skabte grundlaget for udforskningen af oldtidens perioder med sin tredeling i sten-, bronze- og jernalder.