Storbritanniens litteratur: Restauration og nyklassicisme (1660-1790)

Mens John Miltons epos retter sig mod offentligheden, er periodens mange dagbogsskrivere et tegn på den voksende interesse for at formulere sig om det private. Lady Hutchinson (1620-?) beretter for eksempel om livet med sin republikansk aktive mand, og Samuel Pepys nedskriver sine myldrende indtryk af dagens betydningsfulde såvel som trivielle tildragelser.

Den engelske reformation havde fået sin anglikanske grundsten i den autoriserede King James' Bible fra 1611 og sin bekendelsesdogmatik fastslået i Book of Common Prayer i 1662, men det var med præsten John Bunyans allegoriske The Pilgrim's Progress (del 1 1678 og del 2 1684), at den mere radikalt-puritanske lavkirkelige bevægelse fik sit første litterære referencepunkt.

Genindsættelsen — restaurationen — af Stuarterne i 1660 betød en opblussen af et hofcentreret kulturliv, og den arrogante, kyniske og mondænt-livstrætte tone fra kavalerdigterne genfindes i satirerne af John Wilmot Rochester og i de vittige sædekomedier af George Etherege (ca. 1635-1692) og William Wycherley (1640-1716), som hoffet yndede.

Restaurationstidens sædekomedie fortsatte som nu etableret genre efter systemskiftet i 1688, men i en bredere socialt defineret ramme, med stykker af William Congreve, John Vanbrugh og George Farquhar (1678-1707). Bred og langvarig appel havde Samuel Butlers vidtløftige satiriske digt Hudibras (1663-1678).

Aphra Behn var engelsk litteraturhistories første professionelle kvindelige forfatter, og hun leverede med sans for markedet fiktion og skuespil med djærvt vid. Hendes Oroonoko, or the History of a Royal Slave (1688) spejler hendes egen erfaring med undertrykkelse både som kolonisator og kurtisane.

Også den lærde og tekstbehændige John Dryden, der anså sig selv for nationens officielle digter, skrev stykker til opførelse ved hoffet, og hans satiriske pen blev gerne anvendt til støtte for det genindførte monarki, inklusive de katolske sympatier hos monarkerne, der var på kollisionskurs med, hvad det stadigvæk stærkere borgerlige England ønskede.

Efter at have forkastet det absolutte monarki med revolutionen i 1688 og i bevidstheden om et hastigt voksende globalt imperium så England sig som et nyt augustansk Rom. Både Jonathan Swift og Alexander Pope skrev deres satirer og epistler efter romersk forbillede, mens tidens store naturdigt i elegisk tone The Seasons (første del 1726, revideret talrige gange indtil 1746) af James Thomson havde Vergils idyller som model. Digtet gav dog også plads til refleksioner over det nye verdensbillede, som Isaac Newton havde introduceret.

Mens Joseph Addison og Richard Steele (1672-1729) med deres The Spectator (1711-1712 og 1714), en forløber for senere tiders avis, var med til at definere en ny tids borgerdyder, var den realistiske prosafiktion ved at placere sig centralt i et nyt massemarked for litteratur.

Daniel Defoe, Samuel Richardson, Henry Fielding, Sarah Fielding (1710-1768) og Charlotte Lennox (1720-1804) skrev om almindelige menneskers liv og skæbne med dagliglivet som gennemgående kulisse. Sammen med Tobias Smolletts pikareske historier og Laurence Sternes selvreflekterende Tristram Shandy (1760-1767) viser de spændvidden i den masseefterspurgte prosafiktion, der føltes så forfriskende ny, at den på engelsk simpelthen fik genrebetegnelsen novel ('ny').

Engelsk 1700-talsdrama var i mangt og meget en videreførelse af sædekomedien med et skarpt øje for menneskelige svagheder og hykleri, hvilket ses både i Beggar's Opera (1728) af John Gay og i Oliver Goldsmiths og Richard Sheridans udvikling af den vittige restaurationskomedie.

I lyrikken afløstes efterhånden nyklassicismens forkærlighed for det beherskede og moderate af en tilbøjelighed for det følte, der løb parallelt med den metodistiske lav-kirkelige vækkelse. Det ses bl.a. i John Wesleys salmesamlinger.

Standarden for den såkaldte kirkegårdslyrik blev sat af Thomas Gray i hans "Elegy Written in a Country Churchyard" (1751), men ses også i Oliver Goldsmiths elegi The Deserted Village (1770). Den handler om livet på landet efter den lovfæstede indhegning af de fattige bønders fælles græsningsarealer til fordel for herremandens stordrift (enclosure), og om afvandringen til byernes voksende industri.

Perioden indvarsler også det gotiske i prosafiktionen og den stigende interesse for folkeminder, som for eksempel Thomas Percys udgivelse af indsamlede folkeviser, Reliques of Ancient English Poetry (1765), vidner om.

• Storbritannien
• Storbritanniens litteratur
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur