Storbritanniens litteratur: Modernisme og derefter (1920-1970)

James Joyce, Dorothy Richardson, Virginia Woolf, D.H. Lawrence og den amerikansk-britiske kosmopolit Wyndham Lewis gjorde prosafiktion til udtryk for bevidstheden om sammenhæng mellem oplevelsen af omverdenen og de litterære beretninger om den.

Bloomsbury-gruppen og de tre søskende Edith Sitwell, Osbert Sitwell og Sacheverell Sitwell radikaliserede engelsk intellektuelt liv i opgør med Victoriatidens normer, og Robert Graves og David Jones (1895-1974) bearbejdede deres krigserfaring i hhv. traditionel og eksperimenterende prosa.

Aldous Huxley og Evelyn Waugh udfordrede med stort vid og nogen arrogance traditionelle holdninger i en række romaner i 1920'erne og 1930'erne. Den stigende politiske polarisering, ikke mindst under indtryk af begivenhederne i udlandet, allierede generelt 1930'ernes litteratur med venstrefløjen, som det ses hos lyrikerne W.H. Auden, Stephen Spender, Louis MacNeice, Cecil Day Lewis og Hugh MacDiarmid og prosaisten George Orwell.

Graham Greene gik sin egen vej i en heldig udnyttelse af thrillerens format til at udforske moral og samvittighed. 2. Verdenskrig gav ikke et så markant nybrydende litterært resultat som 1. Verdenskrig havde gjort, men lyrikerne Keith Douglas (1920-1944) og Alun Lewis (1915-1944) fangede som deres skyttegravsforgængere også denne krigs gru med suggestiv præcision.

I mellemkrigsperioden havde engelsk teater, for eksempel Noel Coward og J.B. Priestley, navnlig dyrket lystspillet, men med de nøgterne 1950'ere kom en ny seriøsitet ind i dramaet. Samuel Becketts absurde drama havde, som dets forfatter, international referenceramme, men med John Osbornes Look Back in Anger (1956) var der lagt op til national selvkritik.

Sammenvævningen af samfundskritiske emner og det absurde teaters virkelighedsproblematiserende muligheder er kendetegnende for engelsk drama siden. Her kan nævnes John Arden, Arnold Wesker, Harold Pinter, Joe Orton, Tom Stoppard, Edward Bond og Alan Ayckbourn.

Nogle romanforfattere, bl.a. Kingsley Amis, John Wain og John Braine, betragtede med en vis kynisme efterkrigstidens England og fortsatte dermed 1900-tallets tradition for state-of-England-romanen, fra 1960'erne fornemt repræsenteret af Margaret Drabble.

Andre var draget af fiktionens erkendelsesproblematiserende muligheder, for eksempel Lawrence Durrell, John Fowles, Anthony Burgess, A.S. Byatt og Angela Carter. Doris Lessing, Anthony Powell og C.P. Snow brugte den lange episke roman i mange bind til at kortlægge britisk samfundsliv hver fra sin synsvinkel, mens Paul Scott og J.G. Farrell med venlig kritik fulgte Det Britiske Imperium til dørs.

Philip Larkin, Ted Hughes, Geoffrey Hill, Tony Harrison og Seamus Heaney satte høje standarder for britisk lyrik, der siden 1950'erne har været en særdeles produktiv, men ikke meget eksperimenterende genre.

• Storbritannien
• Storbritanniens litteratur
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur