Harold Pinter

Inden for det såkaldte absurde teater og inspireret af bl.a. Samuel Beckett skabte Pinter et eget dramatisk univers, et teatralsk rum, der i bogstaveligste forstand definerer det absurde menneskes grundvilkår. Debutstykket fra 1957 hedder netop The Room, og også i The Dumb Waiter (1957, dansk Køkkenelevatoren, 1961) står det lukkede værelse i centrum. Stykket gør symbolsk brug af rummets isolation og personernes fremmedgørelse. Mellem de to hovedpersoner udkæmpes der et grumt magtspil bag deres tilsyneladende uskyldige hverdagsskænderier.

Teknikken med en skjult undertekst udvikles i Pinters første helaftensstykke fra 1958 The Birthday Party (dansk Fødselsdagsselskabet, 1963), som også blev hans gennembrud. Stykket omhandler invasion og aggression i et dæmonisk truende univers. Når invasionen finder sted, er den territoriale magtkamp primært af verbal karakter, og fordi egentlig kommunikation ikke er mulig i en meningsløs verden, artikuleres denne magtkamp i en række grinagtigt absurde sprogspil (og dertilhørende rollespil), retoriske udvekslinger af mundrette og/eller velformulerede klichéer, snart vulgære, snart poetiske, snart filosofiske.

Alfonsen Len i The Homecoming (1965, dansk titel Hjemkomsten, 1966) er en suveræn mester i absurd sprogspilkunst; selv en filosofiprofessor fra USA, den hjemkomne broder Teddy, kan Len udfordre i en filosofisk disput og senere returnere til USA minus konen, den attråværdige Ruth.

Blandt Pinters øvrige dæmonisk-absurde farcer, der er blevet kaldt comedies of menace (trusselskomedier), bør fremhæves The Caretaker (1960, dansk titel Viceværten, 1961), No Man's Land (1975, dansk titel Ingenmandsland, 1988) og Moonlight (1993, dansk titel Måneskin, 1995). The Lover (1963, dansk Elskeren, 1967) er mindre absurd og mere komisk end vanligt, dog med et plot hvor et ægtepar for at peppe deres sexliv op lejlighedsvis lader manden optræde som sin egen kones elsker.

I One for the Road (1984, dansk titel En til halsen, 1989) og Mountain Language (1988, dansk titel Sproget fra bjergene, 1989), der begge handler om politiske fanger, fortrænges absurditeten for en stund til fordel for en mere engageret humanisme.

I sin ungdom skrev Pinter flere radio- og tv-spil, bl.a. The Dwarfs (1960, dansk Dværgene, 1973 og 1981). Senere fulgte en række filmmanuskripter, bl.a. The Go-Between (1971, baseret på L.P. Hartleys roman af samme navn fra 1953). Det var en af flere manuskripter til film instrueret af vennen Joseph Losey. Fremhæves bør også den fremragende The French Lieutenant's Woman, 1981, instrueret af Karel Reisz, baseret på John Fowles' roman af samme navn fra 1969 (dansk Den franske løjtnants kvinde, 1976). Flere af manuskripterne foreligger i bogform, også det urealiserede filmprojekt The Proust Screenplay fra 1977, Pinters bearbejding af Marcel Prousts À la recherche du temps perdu (dansk På sporet af den tabte tid 1932-1938, genudgivet i 1994, udgivet i nyoversættelse 2002-2014).

• modtagere af Nobelprisen i litteratur
• absurd teater
• Storbritanniens litteratur

• Harold Pinters Nobelpristale i 2005