Faktaboks

Margaret Drabble
Født
5. juni 1939, Sheffield
Margaret Drabble i 2011
Margaret Drabble på Woodstock Literary Festival i Storbritannien i september 2011.
Margaret Drabble i 2011
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Margaret Drabble er en engelsk forfatter og litteraturhistoriker, uddannet ved Cambridge Universitet. Hun er søster til forfatteren A.S. Byatt, med hvem hun deler en stærk interesse for en moralsk-social indfaldsvinkel til det engelske samfund siden 1950'erne. Hendes foretrukne tema er konflikten mellem samfunds- og familie-bestemte konventioner og individuel frihed.

Også som litteraturhistoriker har Drabble været aktiv med studier om William Wordsworth (1966) og Arnold Bennett (1974), og femte udgave af det vældige opslagsværk The Oxford Companion to English Literature (1984) har haft hende som kyndig redaktør. Margaret Drabbles litteraturvidenskabelige interesser er kommet til udtryk i endnu en levnedsskildring, Angus Wilson. A Biography (1995).

Tidlige romaner

Drabbles tidlige romaner er stærkt selvbiografiske. Det gælder især debuten A Summer Birdcage (1963) og The Garrick Year (1964), hvor sidstnævnte mest handler om de oplevelser, Drabble havde hos teatergruppen Royal Shakespeare Company. Også The Millstone (1965), Jerusalem the Golden (1967) og The Waterfall (1969, dansk Vandfaldet, 1983) kigger mest indad og har hovedsagelig kvindelige hovedpersoner. Især sidstnævnte er læseværdig med en fin fremstilling af kærlighed i og uden for ægteskabet.

Den modne Drabble

Fra 1970'erne bliver Drabbles romaner langt bredere anlagt og fortælleteknisk mere sofistikerede. Det gælder ikke mindst The Realms of Gold (1975, dansk Riger af guld, 1977 og 2017), The Ice Age (1977, dansk Istid, 1978) og The Middle Ground (1980, dansk Mellemgrunden samme år). I disse romaner forsøger hovedpersonerne at finde et moralsk ståsted mellem gamle og nye værdiforestillinger. Endvidere fokuseres på skæbne over for fri vilje.

Hovedværkerne

Drabbles nok væsentligste romaner er trebindsværket om tre eksemplarisk forskellige kvinder, hvis forskellige skæbner danner rammen om en detaljeret samtidskritik: The Radiant Way (1987, dansk Den strålende vej, 1988), A Natural Curiosity (1989) og The Gates of Ivory (1991). Midt i en tid med udbredt fortælleteknisk eksperimenteren har hun her anset den traditionelle realismes indfaldsvinkel som tilfredsstillende for sine formål.

Øvrige værker

Drabble har fortsat sine psykologisk-sociale sædeskildringer i bredt og forholdsvis traditionelt episk format i The Witch of Exmoor (1996, dansk Heksen fra Exmoor, 1997) og i den delvis selvbiografiske roman The Peppered Moth (2001, dansk Stækkede vinger samme år). Sidstnævntes billede af moderen tog søsteren A.S. Byatt stærkt afstand fra, men romanen læses bedst som et stykke fiktion, der i familiesagaens format fortæller om Drabbles egne erfaringer.

Drabble vendte med The Seven Sisters (2002, dansk Syv søstre, 2003) tilbage til kvindeperspektivet fra trilogien, mens anliggendet i The Red Queen (2004) er erindring og eftermæle, et centralt område, hvor historiografien møder fiktionen. Drabble har desuden udgivet romanerne The Sea Lady, 2006, The Pure Gold Lady, 2013, og The Dark Flood Rises, 2016.

Anerkendelse

Som sin søster er Drabble blandt de mest anerkendte britiske forfattere i sin generation. Hun har modtaget flere priser og æresdoktorskaber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig