Frankrigs litteratur efter 2. Verdenskrig

Meget ændredes dog med Jean Genets stykker (Les Paravents, 1961), hvor der fokuseredes på iscenesættelse og instruktion, og Eugène Ionescos absurde teater boltrer sig i sproglige gags (La Leçon, 1951).

Fraværet af eksplicit mening og idéer betød en slags befrielse for teatret, og et af århundredets mest berømte teaterstykker, Samuel Becketts En attendant Godot (1952, dansk Vi venter på Godot), fulgtes og følges stadig med spænding af tilskuerne for den mærkelige ventens skyld og instruktørens måde at tackle den på, mens alle tolkningsforsøg løber ud i sandet.

Denne revolution af teatret førte vidt og realiseredes i sin ultimative form i Ariane Mnouchkines filmværk Molière (1976-1977), hvor den store komedieforfatter og -skuespiller fra 1600-tallet sættes fri på filmlærredet.

Le nouveau roman ses gerne indvarslet af Nathalie Sarrautes Tropismes (1939), men hendes Portrait d’un inconnu, denne ”antiroman”, som Sartre kaldte den i sit forord, er nok så afgørende for den nye romantype.

Med Alain Robbe-Grillets Les Gommes (1953) så man, hvad en mere eller mindre dogmatisk romanteori om ”skriftens eventyr”, som litteraturteoretikeren Jean Ricardou har kaldt det, indebar for genren: Skabelsen af en fortælling uden klar sammenhæng og uden indholdsmæssig dybde, men bundet til overfladen af tingene og sproget.

Sarrautes L’Ère du soupçon (1956) og Robbe-Grillets essay Pour un nouveau roman (1963) teoretiserede over den ny roman. Til det, man fejlagtigt opfattede som en gruppe, regnedes også Claude Simon, Robert Pinget og Michel Butor. Man talte om, at romanen var død, men måtte konstatere, at den kun var skindød.

Claude Simon skilte sig ud og kom i skænderi med den ny romans forsvarere, da han fremførte, at han havde oplevet alt det, han skrev om. På en måde lancerede han dermed en ny, personlig realisme, der endda i nogle af hans romaner (fx L’Acacia fra 1989) brugte lyriske beskrivelser af selvsamme virkelighed eller kredsede om nøglescener fra virkeligheden og deres fremstillingsmuligheder.

Claude Simons forfatterskab fyldtes til sidst med erindringsbilleder, og han angav selv inspirationen: Marcel Proust. Hans værk har som det eneste overlevet le nouveau roman, måske netop fordi han fastholdt en fortællerstemme og turde tale om forfatteren.

Claude Simon overskred ikke grænserne til selvbiografi eller selvportræt endsige den såkaldte autofiktion, en bred betegnelse for romaner, der i større eller mindre grad bruger elementer fra forfatterens liv.

Jean Rouaud blander erindring og fiktion i fembindsværket ”Le Livre des morts” om sin familie, begyndende med Les Champs d'honneur (1990); i seks bøger om ”La Vie poétique” går han over til den deciderede selvbiografi. Annie Ernaux lader i flere bøger en tilsyneladende fiktion skygge for det selvbiografiske. Jeg’et er dermed vendt tilbage som reaktion på den ny romans udelukkelse af det.

Særligt kvinderne præger billedet af romanen og de selvbiografiske tiltag. Hele Simone de Beauvoirs værk er afgørende for strømningen, som specielt markeres af feministen Marie Cardinals selvbiografiske Les Mots pour le dire (1976). Bogen er, som den danske titel (Ord der forløser) siger, forløsende for behovet for også at gøre kvindesagen litterær, og Hélène Cixous taler sågar om en særlig kvindelig skrift. Marguerite Duras’ L’Amant (1984) taler om en meget ung kvindes kærlighedsaffære med en voksen mand, og belgieren Amélie Nothomb om en kvindes problematiske sociale situation i et fremmed land (Stupeur et tremblement, 1999).

Efter krigen fortsætter Julien Gracq sine delvis surrealistiske, fabulerende historier (Le Rivage des Syrtes, 1951), mens den belgisk fødte Marguerite Yourcenar og Michel Tournier excellerer i de store fortællinger med hhv. Mémoires d’Hadrien (1951) og Le Roi des Aulnes (1970). Senere udkom romaner af Emmanuel Carrère, kendt for den filmatiserede La Classe neige (1995) og romanbiografien Limonov (2011), der siden er udgivet samlet under den karakteristiske titel Vers le réel (2023).

Nu er romanverdenen fuld af forfattere, der som François Bon og Laurent Mauvignier bevæger sig i virkeligheden. Jean-Marie Gustave Le Clézio har med noveller og romaner, hvor handlingen udspilles i Frankrig og Nordafrika, fastholdt sin helt egen, enkle stil, mens Patrick Modiano fra roman til roman langsomt skaber et stort erindringsbillede af det virkelige Frankrig omkring og under den tyske besættelse.