Nathalie Sarraute

Nathalie Sarraute var en fransk forfatter af russisk oprindelse. Selv om hun ofte er blevet sat i forbindelse med nouveau roman, er hendes produktion så original, at den ikke hører hjemme i nogen skole. Allerede de små tekster i debutbogen Tropismes (1939, dansk Tropismer, 1959) viser hendes særpræg: indkredsningen af små stemningssving, der kan opstå mellem mennesker (jf. tropisme). Under den almindelige, udadtil glatte konversation ligger i hendes bøger som noget uudtalt truende et magtspil, hvis hensynsløshed kan chokere.

I fire essays om romangenren samlet i L'Ère du soupçon (1956) har hun fremlagt sine teorier om personfremstillingen i fiktionslitteratur: Med den voksende skepsis over for romanpersonens troværdighed må forfatteren prøve at "dykke læseren ned i dramerne under overfladen, som Proust kun nåede at strejfe". Selv nævnte hun sin store interesse for Virginia Woolf. Disse underliggende psykologiske dramaer følges igennem hele hendes forfatterskab, i den højt berømmede roman Portrait d'un inconnu (1948, dansk Portræt af en ukendt, 1979), og i senere titler som Le Planétarium (1959, dansk Planetarium, 1960), Les Fruits d'or (1963, dansk Guldfrugterne, 1967), hvor tropismerne er personernes reaktioner på en nyudkommen roman, Entre la vie et la mort (1968, dansk Mellem livet og døden, 1981) og L'Usage de la parole (1980), som er en ny samling tropismer.

Forfatterskabet opnåede stor udbredelse med erindringsbogen Enfance (1983, dansk Barndom, 1984), hvor Sarraute opererer med to fortællerstemmer til at tydeliggøre det lille barns oplevelse af en uforstående voksenverden med skilte forældre og det nye land Frankrig, som forfatteren flyttede til med sin far i 1909. Sarraute skrev også radiospillene Le Silence (1967)og Le Mensonge (1967, dansk Løgnen, 1971).