Michel Tournier var en fransk forfatter. Han fik Goncourt-prisen i 1970 for romanen Le Roi des aulnes (Ellekongen), der viser det Tyskland, som fascinerer ham, og den nazisme, der stiller sig i vejen. Novellesamlingen Le Coq de bruyère (1978, Tjurfuglen) er et godt eksempel på, hvor fint Tournier formår at blande det hverdagsdaglige og det fantastiske.
Michel Tournier
Faktaboks
- Født
- 19. december 1924
- Død
- 18. januar 2016

Genfortællingens kunstner
Tournier debuterede med romanen Vendredi ou les limbes du Pacifique (1967, dansk Fredag eller ved Stillehavets yderste rand, 1980). Romanen bygger på Robinson Crusoe-myten, som Tournier genfortæller i sin robinsonade med nye sider, idet historien vendes mod den hvide mand. Den er omskrevet som børneroman i Vendredi ou la vie sauvage (1971, dansk Fredag eller den virkelige verden, 1981). Man kan også tale om genfortællingens fornyende kunst i forbindelse med romanen Gaspard, Melchior & Balthazar (1980, dansk i 1986). Den er en roman om de hellige tre konger, men især om offerets mystik og lidelsens nødvendighed.
Legender og myter
Også den senere La Goutte d'or (1986, dansk Gulddråben, 1987) er bygget op om en række legender, her hentet i den arabiske kultur, men tematisk er romanen samlet om billedet, dets magt og magi. Hans sidste roman, Eléazar ou La Source et le buisson (1996, Eleazar eller Kilden og busken), har som de foregående en tæt forbindelse til mytestof, her både bibelske og en moderne, idet man følger en jødisk emigrantfamilies farefulde færd i det vilde vesten, der står som det forjættede land.
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Davis, Colin (1988). Michel Tournier : philosophy and fiction. Oxford: Clarendon Press.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.