Antonin Artaud

Antonin Artaud, 1896-1948, fransk digter, skuespiller og teaterteoretiker, hvis vision om et metafysisk teater med skuespillerens krop i centrum fik indflydelse på især 1960'ernes opbrud fra ordteatret og naturalismen.

Antonin Artaud krævede (via et manifest i 1932) et grusomhedens teater, hvor kroppe udfører uvante handlinger i uvante rum, skaber en uafbrudt påvirkningsstrøm, der er grum, magisk og uomgængelig, og som derfor overskrider ordets og vanens begrænsninger.

Efter scenedebut hos Charles Dullin i 1921 medvirkede han med intense skuespillerpræstationer hos bl.a. denne, Louis Jouvet og Georges Pitoëff samt i filmiske hovedværker: Marat i Abel Gances Napoléon (1927) og munken Massieu i Carl Th. Dreyers Jeanne d'Arc (1928).

Artaud skrev digte og teaterartikler, scenarier til forestillinger som Le jet de sang (1925, Blodstrålen) samt adskillige filmmanuskripter; kun få blev filmet, heriblandt hovedværket La coquille et le clergyman (1927). 1923-27 var han aktiv surrealist; 1927-28 drev han og Roger Vitrac Le Théâtre Alfred Jarry, hvor de bl.a. opførte egne tekster og August Strindbergs Et drømmespil. En dansetrup fra Bali ved verdensudstillingen i Paris 1931 blev Artauds ideal, og i Les Cenci i 1935 søgte han at realisere sit grusomhedens teater.

Antonin Artaud virkeliggjorde ikke alle sine teatervisioner — bl.a. på grund af lange hospitalsophold til behandling for skizofreni og narkomani. Hans tanker har øvet stor indflydelse på teaterfolk som Jerzy Grotowski, Peter Brook og Eugenio Barba, bl.a. via essaysamlingen Le Théâtre et son double (1938, da. Det dobbelte teater, 1967).