Faktaboks

Jacques Réda
Født
24. januar 1929
Jacques Réda
Jacques Réda ved en festival for levende stemmer. Foto fra 2015.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Jacques Réda er en fransk forfatter. Hans omfattende forfatterskab på næsten 100 publikationer består af kortere og længere prosatekster og digtsamlinger. Hans tekster er beskrivende og reflekterer ture til fods i Paris og på cykel i Paris' opland eller rejser til andre lande. Hovedtemaet er tiden, som han betragter i dens hastige forsvinden. Réda har også gjort sig gældende som jazzspecialist og været redaktør for La Nouvelle Revue française 1987-1996.

De første, lidt filosofiske digtsamlinger (Amen, 1968, Récitatif, 1970) kredser om bevægelser i tiden, mens bevægelser i rummet dominerer i prosateksterne i Ruines de Paris (1977). L'Herbe des talus (1984) bygger på erindringsstof, som senere udvikles i Aller aux mirabelles (1991). Spredt i prosasamlingerne og i de egentlige digtsamlinger findes digte i Rédas foretrukne form: 14-stavelsesverset, som udvider det traditionelle 12-stavelsesvers med to stavelser, der bringer gangen i rytmen videre.

I det vigtige værk Le sens de la marche (1990) noterer Réda sine indtryk af landskaber, ting og mennesker, han passerer – alt det, der næsten allerede er borte i en anden tid, som om rum og tid strides om pladsen i oplevelserne: "Selvom intet er forandret på en dybtgående måde, / findes intet af det, jeg ser, som før. Det virkelige nu er forsvundet ud af verden." Tiden er "ikke nogen sikker ting", hedder det i Retour au calme (1989), og intet i naturen kan rigtig fastholdes og imiteres: Digtningens formål er altid et andet end virkeligheden selv (Châteaux des courants d'air, 1986).

For sine digte fik Réda i 1999 Goncourt-prisen for poesi. Nouveau livre des reconnaissances (1992) indeholder digte om de lyrikere, der har haft betydning for ham, og i La sauvette (1995) har han samlet et halvt hundrede små digterportrætter på prosa.

Jacques Rédas udtalte sans for rytme som kropslig og tekstlig bevægelse er ikke uden affinitet til hans livslange interesse for jazz, som han har udmøntet i bidrag til Jazz-magazine og bøger som L'Improviste, une lecture du jazz (1980) og Le chant du possible. Écrire le jazz (2021).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Lund, Hans Peter (1994). To udsendelser i DR P1 om Jacques Réda og Lionel Ray, oktober.
  • Micolet, Hervé (udg.) (1994). Lire Réda. Lyon: Presses universitaires de Lyon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig