François Bon

François Bon startede i 1980'erne med beskrivelser af et hårdt arbejdsliv i rå gengivelse (Sortie d'usine, 1982, Temps machine, 1993). Forfatterskabet udviklede sig herefter med eksistenser på kanten af samfundet (Le Crime de Buzon, 1986). Hans litterære projekt om at skabe en fiktion, der virker sand, finder sin form i historien i Parking (1996), som meddeles i en monolog af nattevagten i en parkeringskælder og løsrevne replikker af de implicerede i et familiedrama. Temps machine arbejder med oplevelsesstoffet som erindring og sproglig form, for også sproget skal ændres og tilføjes nyt for at svare til en ny verden. I Impatience (1998) er der tale om en teaterscene med personer, der taler direkte til publikum og gør deres virkelighed hørbar.

På denne måde arbejder François Bon med det, han kalder det "rene greb om virkeligheden", som han siger i Tous les mots sont adultes (2005). Bogen handler om de skriveværksteder, han har taget initiativ til. Litteraturen betragtes her ud fra sit forhold til "det virkelige, det mentale, stemmens og billedets status" mere end ud fra perioder og genrer. Ting, han har set og brugt, formidles i Autobiographie des objets (2012) gennem en lang række korte observationer, der samtidig danner en fragmentarisk erindringsbog.

Forfatterskabet er fortsat i romanen Daewoo (2004) om metalindustriens krise i Lorraine og den mentale krise hos de berørte, mens romanen L'Incendie du Hilton (2009), på baggrund af en selvoplevet hotelbrand, inddrager af alle de mange billeder herfra i et kalejdoskopisk vue af virkeligheden.

• Frankrigs litteratur

• Hans Peter Lund (2012). "Jeg har jo oplevet det hele". "Postrealisme" i franske romaner efter Claude Simon. Passage nr 67.
• Viart, Dominique & Vercier Bruno (2008). La littérature française au présent. Paris: Bordas.