Faktaboks

Marguerite Yourcenar

Marguerite de Crayencour

Født
8. juni 1903, Bruxelles
Død
17. december 1987, Mount Desert, Maine, USA
Marguerite Yourcenar i 1982.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Den franskfødte forfatter Marguerite Yourcenar blev som den første kvinde valgt ind i Académie française i 1980. Efter mange år tilbragt i forskellige europæiske lande slog hun sig ned i USA, hvor hun boede de sidste 40 år af sit liv. Hendes forfatterskab er med sit historiske stof og tilbageskuende anlæg præget af en klassisk form, men samtidig af et dristigt arbejde med sproget.

Fortidens store fortæller

Yourcenars romaner dominerer forfatterskabet, allerførst den lille Le Coup de grâce (1939, dansk titel Nådestødet, 1987), en fortælling om et Europa i undergangsstemning efter 1. Verenskrig, men også en beretning om håbløs lidenskab.

Hovedværkerne er imidlertid de to store romaner Mémoires d'Hadrien (1951, dansk titel Kejser Hadrians erindringer, 1954) og L'Œuvre au noir (1968, dansk titel Smeltediglen, 1970). I den første ser titelpersonen tilbage på sit liv som på en række roller, han har spillet under kejsermasken. Illusionsløs gør han regnestykket op forud for den død, der spiller en afgørende rolle i begge de store romaner. I den anden følger man alkymisten Zenon på hans vandringer rundt i 1500-tallets pesthærgede Europa. Romanen er en dyb refleksion over livets muligheder og mål, fastholdt i en rig kunstnerisk form.

Også med novellesamlingen Nouvelles orientales (1938/1963, på dansk i 2014) viser Marguerite Yourcenar sig som den suveræne fortæller. Med erindringsværket Le Labyrinthe du monde, 1-3 (1974-1988, dansk titel Verdenslabyrinten, 1991-94) søger hun i tre bind bagud i sin slægt for at digte sig frem til den, hun blev.

Med sine romaner og sin vældige sproglige og kulturelle ballast hentet i antikken og den nyere verdenslitteratur (Thomas Mann, Selma Lagerlöf, m.fl.) står Yourcenar som en betydelig skikkelse i fransksproget litteratur fra 1900-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig