Alberto Savinio

I 1905 døde faren, og moren flyttede med de to sønner til først Venedig, Milano og dernæst München, hvor de fortsatte deres kunstneriske studier. I Tyskland studerede Savinio hos komponist og organist Max Reger, som var den præcise grund til at moren valgte netop München.

De Chirico deltog undertiden i undervisningen hjemme hos Reger, hvor dioskurerne (som de kalder sig selv) opdagede Arnold Böcklin, der fik stor betydning for begges malerkunst, kendt som den metafysiske skole eller la pittura metafisica. Det diskuteres, hvem af de to der kan kaldes ophavsmand til den, men for nemheds skyld kan man sige, at Savinio står for den teoretiske del (formuleret primært i tidsskriftet Valori plastici), de Chirico for den kunstneriske.

Savinio hed faktisk Andrea de Chirico, men af ukendte grunde tog han i 1914 pseudonymet Alberto Savinio, og det var ikke, som gerne antaget, for at adskille sig fra broren; dengang var Giorgio kendt som bror til Andrea – ikke omvendt, som i dag.

Nogle mener, at pseudonymet stammer fra den franske redaktør og oversætter Albert Savine eller (mindre sandsynligt) fra Edmond Rostands Cyrano de Bergerac. I det selvbiografiske forfatterskab ynder Savinio ydermere anagrammet Nivasio Dolcemare.

Savinio opnåde øjeblikkelig succes og fik mange venner fra avantgarden, surrealisterne, kredsen omkring tidsskriftet Les soirées de Paris, og han blev særligt knyttet til Guillaume Apollinaire, der fortalte at, der næppe var et intakt flygel tilbage i Paris, da Savinio boede der, så voldsomme var hans antiharmoniske kompositioner; Savinio smadrede instrumenter på scenen, før dadaisterne begyndte på det.

Savinio ville ikke alene komponere musik, men også tegne eller skrive den; således udformede han dramadigtet Les chants de la mi-mort (Sange om halvdøden, 1914) med musikkompositioner og skitser til kostumer og scenografi. “Halvdød” skal forstås som tilstanden mellem vågen og sovende.

Den ansigtsløse personage i værket inspirerede senere de Chiricos berømte mannequiner. André Breton kendte og værdsatte Savinio og han behandler i sin Anthologie de l'humour noir Savinios nævnte værk udførligt.

I 1916 påbegyndte Savinio sin første roman, Hermaphrodito, der blev udgivet i 1918. Romanen vendte de litterære genrer på hovedet. Dele af den havde allerede været trykt i det toneangivende tidsskrift La Voce, hvor Savinio var en skattet medarbejder. Der er tale om en brudstykkeroman med fragmenter på fransk, neologismer, højt og lavt register, dagbogsagtige passager, gåder, poesi og prosa. Undertitlen er sigende: Mikroskop-teleskop. Ekspressionismen er i dette særegne værk drevet endnu længere ud end hos den forfatter, Savinio ligner mest: Carlo Emilio Gadda.

Hermafroditten er ikke blot en androgyn skikkelse, men en skikkelse, der ophæver flere andre modsætninger end den mellem maskulin og feminin. Hermafroditten er først og fremmest et fordomsfrit legebarn, et menneske på stadiet inden den rationelle logiske tænkning, som Savinio finder nødvendig, men ikke tilstrækkelig for nogen – slet ikke for en kunstner.

I 1948 forklarer Savinio at han er holdt op med at anvende betegnelsen anima og nu i stedet for siger psyke, så alle religiøse overtoner forsvinder. Han mener selv, at denne revolution, som han giver Sigmund Freud æren for, er vigtigere end den kopernikanske; den er simpelthen betingelsen for udviklingen af det nye menneske.

Psyken er menneskets egen, den er ikke givet af nogen højere magt og kan ikke adskilles fra kroppen. Savinio anerkender Freuds bedrifter, men er ikke selv freudianer. Han er førsokratiker; det vil i hans egen definition sige “den der ikke forestiller sig verden på en dualistisk måde (fysisk og metafysisk, ånd og materie, krop og sjæl, menneskelig og guddommelig, jordisk og himmelsk), men derimod som et ‘fysisk uendeligt’.”

Denne fremhævelse af altings sammenhæng og uadskillelighed, hvortil kan føjes afvisningen af modsætningerne maskulin-feminin, barn-voksen, organisk-inorganisk, levende-død, metafysik-kønspolitik osv. er det vigtigste element i Savinios værker.

Et godt eksempel er hans monografi om Henrik Ibsen, hvori han forsøger at få læseren til at kaste et samlet blik på filosofi og politik. Således ser han kønsmyter i et politisk lys, når han eksempelvis påpeger, at Noras mand nægter hende en sjæl – “og spørgsmålet om sjælen er jo politisk”.

Som inkarneret Nietzsche-læser ved Savinio at “Gud er død”, eller som han selv formulerer det: verden har mistet sine håndtag, så vi mennesker må klare os selv. Det gør vi ved at udrydde alle falske forestillinger om orden, principper, livets mål og med, og ved én gang for alle at indse, at der ikke findes noget svar på vores evige spørgsmål om “hvorfor?”.

Også her adskiller Savinio sig fra samtidens forfattere og kunstnere. At der ikke findes nogen højere magter, og at vi ikke kan få svar på vores eksistentielle spørgsmål, får ham ikke til at se negativt på tilværelsen, tværtimod. Af hans værker bliver man forsikret om, at det er sandt, når han påstår at befinde sig i "en permanent lykketilstand".