Et rent verdsligt teater blev udviklet i renæssancen.Humanismenfjernede kunsten fra kirkens dominans, og interessen for antikken gav sig udslag i ønsket om at genskabe det klassiske teater. Det var især de norditalienske hoffer og akademier, der forfulgte det projekt. Resultatet blev en udvikling af det sceniske udstyr, af teaterbygninger, som strengt taget ikke havde så meget med antikken at gøre, men til gengæld blev bestemmende for europæisk teaters udvikling fremover, og af en dramatik. Man tog fx udgangspunkt i, at oldtidens teater havde benyttet sang i stedet for tale, og skabte derfor en musikdramatik (se opera). Det var de fremmeste kunstnere, der forestod de kunstarter, som indgik: arkitektur, maleri, digtning, musik mv., og ud over at markere pragt og prestige repræsenterede teatret humanismens dannelsesidealer.
Udviklingen af perspektivet inden for malerkunsten bevirkede, at man i første del af 1500-tallet skabte et delvist plastisk perspektivsceneri, ofte illuderende et bybillede. I begyndelsen var scenerierne statiske uden mulighed for sceneskift og blev fremstillet til lejligheden, som ofte hang sammen med en officiel begivenhed. Snart begyndte man at arbejde på en dynamik i scenebilledet, bl.a. vha. et bevægeligt kulissesystem. Renæssancens teater var i høj grad et indendørs teater, hvor man også arbejdede med lyseffekter. Studiet af bl.a. oldtidsarkitekten Vitruvius' behandling af teaterarkitektur knyttede sig til tanken om at genskabe det antikke teater. Periodens første permanente teaterhus var Teatro Olimpico i Vicenza, indviet 1585.
De stykker, der blev opført, var fortrinsvis af antikkens forfattere. Derudover udviklede man en samtidsdramatik efter antikt forbillede; renæssancekomedien fokuserede på mellemmenneskelige relationer i modsætning til middelalderteatrets skildring af menneskets forhold til det guddommelige. Med renæssancen fulgte også etableringen af en professionel skuespillerstand, bl.a. igennem den italienske improviserede maskekomedie, commedia dell'arte. Kirken så ikke med milde øjne på disse aktiviteter, men trupperne blev engageret af de fornemme adelshuse.
Uden for Italien fulgte udviklingen andre veje. Det spanske teater anvendte en udendørs sceneform, corrales, opbygget med gallerier i en indre gård; 1579 etableredes den første egentlige teaterbygning. Man præsenterede en episk dramaform med en voldsomhed, som var tættere på middelalderteatret end på de antikke idealer.
Også i England blev dramatikken episodisk fortællende og med en forkærlighed for krasse effekter. Den engelske teaterform, som blev lanceret 1576 i London, var et udendørs teater indrettet i en rund bygning, hvor tilskuerne dels stod, dels sad på gallerier omkring den estradescene, der skød sig ud fra bagvæggen. Der var lemme i gulvet og mulighed for at gøre entre fra "himlen", det halvtag, der ragede ud over scenen (se Globe Theatre). Denne forholdsvis enkle konstruktion var rammen om et rigt register af dramaer af historisk, tragisk og komisk art samt et teaterliv, der især i Elizabeth 1.s. og Jacob 1.s tid appellerede til såvel det jævne som det mere kræsne publikum. Det sceniske udstyr var ikke illuderende, men kostumer, spil og dialog skabte i samklang med publikums fantasi de dramatiske forløb. Shakespeare står som periodens fremmeste dramatiker, ikke bare i engelsk sammenhæng, men på verdensplan. Skuespillerne var dog en socialt lavtstående gruppe, der af lovmæssige årsager måtte give sig ind under en stormands protektion. Også her var der modvilje fra religiøs side. Med puritanernes magtovertagelse indledtes 1642 et teaterforbud, som varede i ca. 20 år. En del trupper søgte til det europæiske kontinent, hvor de efterhånden udviklede sig til tysk-nederlandske vandretrupper med et repertoire, der med drastiske effekter dyrkede den pompøse barok og den groteske komik i de såkaldte Haupt- und Staatsaktionen med efterfølgende farcer. Sådanne trupper berejste også Norden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.