Edmond Rostand var en fransk dramatiker. Hans ry skyldes et eneste stykke, Cyrano de Bergerac (1897), som stadig spilles og filmatiseres. Stykket er da også en genistreg, hvor Rostand ganske uhistorisk skildrer 1600-t.s dristige fritænker Savinien de Cyrano de Bergerac som senromantikkens tragiske bajads med den lange næse. Dramaet er komponeret efter klassisk model og skrevet i fejende flotte aleksandrinervers, der veksler mellem kærlighedens patos og heroismens bravader. Rostands eneste anden succes var den tragiske historie om Napoleons søn, L'Aiglon (1900, Ørneungen), som blev Sarah Bernhardts glansrolle.