Faktaboks

Curzio Malaparte

Døbt Kurt Erich Suckert

Født
9. juni 1898, Prato, Italien
Død
19. juli 1957, Rom, Italien
Curzio Malaparte.
Curzio Malaparte fotograferet omkring 1945.
Curzio Malaparte.
Af /Ritzau/Scanpix.

Curzio Malaparte var en europæisksindet italiensk forfatter med varig gennemslagskraft i verden.

Om sin toskanske fødeby sagde han: ”hvis ikke jeg var blevet født i Prato, ville jeg hellere have været fri for at komme til verden.” Det betyder ikke, at han var en hjemmefødning; tværtimod rejste han tit langt væk, og som purung stak han af hjemmefra for at melde sig frivilligt til militærtjeneste i 1. verdenskrig, hvor han kom til at kæmpe i flere år ved forskellige fronter.

De unge år

Efter krigen var Malaparte en overgang karrierediplomat og blev derefter forfatter og journalist og endda fra 1929 til 1931 redaktør for et af Italiens største dagblade, La Stampa. Han blev smidt ud efter bare to års forløb på grund af uoverensstemmelser med avisens og Fiats ejer, Gianni Agnelli, men fik en gigantisk bonus, der satte ham i stand til at leve det mondæne liv, som han havde vænnet sig til efter en opvækst i beskedne kår.

Han var medlem af fascistpartiet helt fra begyndelsen, men nogen fanatiker blev han aldrig, og han var blottet for autoritetstro. I 1933 lykkedes det ham at fornærme den daværende magtfulde udenrigsminister, Italo Balbo, der tidligere havde været hans sekundant i én ud af i alt 16 dueller, og så kom han i fængsel for antifascisme. Derfra blev han sendt til De Lipariske Øer i husarrest, hvor han blev et års tid, men fortsatte sit arbejde med en imponerende energi.

Tidlige værker

Malaparte havde en særlig evne til at hidse folk op, og det lykkedes allerede med debutbogen Viva Caporetto! (Længe leve Caporetto!) fra 1921, der giver en polemisk fortolkning af italienernes fatale nederlag mod østrigerne ved Caporetto i 1917. Med Technique du coup d'état (Statskuppets teknik) fra 1931 fik Malaparte international berømmelse og nedkaldte selveste Trotskijs vrede over sig: denne lader galden flyde i sin såkaldte ”Københavnertale” fra året efter.

Statskuppets teknik har givet Malaparte ry som fascistisk teoretiker, men det bør erindres, at han er journalist og skønlitterær forfatter, og at man leder forgæves efter strengt filosofiske og ideologiske refleksioner i hans skrifter.

De to krigsklassikere

Som korrespondent for dagbladet Corriere della Sera i årene 1939-1943 havde forfatteren fuld bevægelsesfrihed i hele Europa. Kaputt (dansk Kaput, 1948 og 2011)blev skrevet i Ukraine, Finland og Polen og færdiggjort på Capri, ikke, som forfatteren hævder i bogen, i september 1943, men først i foråret 1944, hvor de allierede allerede var i Napoli. Bogen udkom i oktober 1944 og blev straks og er stadig en international succes, en kultbog.

Bogens form er så uortodoks, at det er vanskeligt at kategorisere den. Er det reportage, fiktion eller selvbiografi? Mange episoder kan ikke verificeres, blandingen af historiske og fiktive personer gør det vanskeligt for læseren at skelne, men Kaput er et litterært kunstværk, ikke en lærebog i historie. Den handler om menneskelig grusomhed og det ondes banalitet og gør større indtryk end en i detaljer korrekt redegørelse for kendsgerningerne. Kaput er blevet defineret som en polyfonisk roman, og det er det, der virker overvældende: kontrasten mellem grel realisme og fin ironi, nøgtern konstatering og grotesk deformering, tragik og komik. Bogen skildrer forskellige former for amoralsk tilgang til krigen og dens væsen, ligesom senere romanen De velvillige af Jonathan Littell, der har læst og lært af Malaparte.

I 1949 følger den ikke mindre succesfulde krigsklassiker La pelle (på dansk Det dyrebare skin, samme år), hvis originaltitel blot betyder “Huden”. Titlen skal ses som et modsvar til Albert CamusPesten og byder på uforglemmelige beskrivelser af Napoli under de allieredes indtog. Bogen er filmatiseret af Liliana Cavani med bl.a. Marcello Mastroianni og Burt Lancaster blandt rolleindehaverne.

Malaparte i Danmark

Herhjemme har Malaparte i nyere tid vakt gehør hos forfattere som bl.a. Kim Leine, Simon Pasternak og Jens-Martin Eriksen, og i dansk oversættelse foreligger også det korte essay Les deux visages d’Italie fra 1949 (Coppi og Bartali, 2017), der har kultstatus blandt cykelsportsinteresserede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig