Antifascisme, modstand mod fascisme og nazisme. Antifascisme blev oprindeligt anvendt om modstand fra venstre- og højrefløjen mod opbygningen af det fascistiske regime i Italien efter 1922. Senere blev det — undertiden under betegnelsen folkefront — brugt om den politiske kamp mod fascismen i andre lande, særlig mod nazismen i Tyskland og mod Francos diktatur i Spanien.
Efter det tyske og italienske sammenbrud i 1945 havde antifascismen stort set udspillet sin rolle, men fik dog stor propagandistisk betydning i Sovjetunionen og de kommunistiske lande i Østeuropa. Ved den sovjetiske befrielse af disse lande fra nazisme eller fascisme tog de enkelte kommunistpartier initiativ til antifascistiske koalitioner med ikke-kommunistiske partier og grupper. Når disse koalitioner var kommet til magten, elimineredes eller svækkedes de ikke-kommunistiske partnere, så landene kunne udråbes til folkerepublikker med kommunistpartierne i lederrollen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.