Faktaboks

Simon Pasternak
Født
1. juli 1971, Gentofte

Portræt af Simon Pasternak.

.

Simon Pasternak er en dansk forfatter og filmmanuskriptforfatter, som siden 2018 har været forlagschef for dansk skønlitteratur på forlaget Gyldendal.

Baggrund og forlagskarriere

Simon Pasternak er cand.mag. i litteraturvidenskab. Han blev i 1997 tilknyttet forlaget Lindhardt og Ringhof som skønlitterær redaktør. I 2002 kom han til Gyldendal, hvor han har været redaktør for prominente forfattere som bl.a. Hans Otto Jørgensen, Naja Marie Aidt, Kim Leine og Yahya Hassan.

På Gyldendal efterfulgte han i 2018 Johannes Riis som chef for skønlitteraturen, dog uden den gamle titel litterær direktør, som forsvandt med en ny forlagsstruktur, hvor chefen for den skønlitterære afdeling er sidestillet med de øvrige afdelingers chefer.

Værker

Simon Pasternak udsendte i 1998 Oqaluttuartoq Jens Rosing om den grønlandske tegner og forfatter Jens Rosing.

I 2005 fulgte Om et øjeblik i himlen, det første bind i en krimiserie skrevet sammen med Christian Dorph, der ud over at indeholde en ferm intrige er en beskrivelse af Danmark igennem de sidste 25 år af 1900-tallet. Handlingen i første bind udspiller sig i 1975, seriens andet bind, Afgrundens rand (2007), i 1979, og i seriens tredje bind, Jeg er ikke her (2010), er tidsrammen midten af 1980'erne. Fjerde bind, Tal til mig (2015), foregår under 1980'ernes dramatiske afslutning med Berlinmurens fald og den rumænske revolution, der førte til Nicolae Ceausescus fald.

I 2013 udkom Pasternaks egen historiske roman Dødszoner, som foregår ved fronten i Hviderusland under 2. Verdenskrig.

Simon Pasternak har også virket som filmmanuskriptforfatter. Sammen med Christoffer Boe skrev han manuskript til filmen Spies & Glistrup (2013) om Simon Spies og Mogens Glistrup.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig